Afgørelse

Nummer
3:1120-0204-83/Fødevarer/pr

Emner

  • § 12 - Fusionskontrol

Frasalg af Danish Crowns forædlingsfabrik

Som vilkår for fusionen mellem Danish Crown og Steff-Houlberg forpligtede Dansih Crown sig til at frasælge en forædlingsfabrik. Danish Crown har derfor solgt en forædlingsfabrik til Theilgaard. Teilgaard ansås for at være en seriøs køber og konkurrent til Danish Crown, hvorfor styrelsen kunne godkende salget.

Rådsmødet den 28. august 2002

Danish Crown forpligtede sig i forbindelse med fusionen med Steff-Houlberg til at frasælge en forædlingsfabrikken (tilsagn nr. 11) med en kapacitet på 12.000 tons forædlede produkter pr. år. Virksomheden skulle sælges til en konkurrent, som hverken var forbundet med eller afhængig af den fusionerede virksomhed, og konkurrenten skulle godkendes af Konkurrencestyrelsen. Forædlingsfabrikken skulle frasælges i den stand, som fabrikken havde på overdragelsestidspunktet, idet bygninger og installationer skulle være i almindelig god stand.

Danish Crown indgik i maj 2002 aftale om frasalg af en forædlingsfabrik i Ansager til Villy Theilgaard Hansen Gram. Slutsedlen var betinget af, at Konkurrencestyrelsen godkendte køber.

Konkurrencestyrelsen har godkendt køber under betingelse af at Danish Crown kan dokumentere at have bragt et køleanlæg, der ikke fungerede ved overtagelsen, i almindelig god stand. Først når dette er sket kan tilsagnet betragtes som opfyldt.

Theilgaard forædler svinekød. Primærproduktionen er pølser og røgvarer (herunder bacon)samt pålægsvarer. Yderligere er Theilgaard grossist på fersk svinekød fra de mindre privatslagterier. Virksomheden indkøber fersk svinekød både på det danske marked og i udlandet til brug for forædlingen.

Theilgaard afsætter sine produkter til supermarkeder og grossister i Danmark og eksporterer stort set ingen produkter. Theilgaard afsætter også nogle pølser til cateringmarkedet.

Konkurrencestyrelsen har på denne baggrund vurderet, at Theilgaard må anses for en seriøs køber og konkurrent til Danish Crown.

Theilgaard har med virkning fra 30. september 2002 etableret et nyt forædlingsselskab sammen med Tican. Det nye selskab ejes med 20 pct. af Theilgaard og 80 pct. af Tican. Selskabet får hjemsted i den netop købte pølsefabrik i Ansager.