Afgørelse

Nummer
3:1120-8901-414/Industri/jac

Emner

  • § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler

Ikke indgreb over for Råstofselskabet A/S' aktionæroverenskomst

Råstofselskabet A/S fik meddelt erklæring om ikke-indgreb i forhold til selskabets aktionæroverenskomst. Overenskomstens bestemmelse medførte ikke i sig selv en begrænsning af den enkeltes kommercielle handlefrihed i relation som fuldmægtig for aktionærerne.

Rådsmødet den 19. juni 2002

Konkurrencestyrelsen har meddelt Råstofselskabet A/S en erklæring om ikke-indgreb vedrørende selskabets aktionæroverenskomst.

Råstofselskabet A/S er et selskab etableret af danske ral- og sandsugere med det formål at lette mulighederne for, at flere indvindere i fællesskab kan få gennemført de miljøundersøgelser, der kræves efter råstofloven. Indvindingsfirmaerne vil sædvanligvis ønske at indvinde i de samme områder. Efterforskning og indvinding af råstoffer til et geografisk afgrænset og miljøvurderet havområde kan kun gennemføres efter en konkret tilladelse fra Skov- og Naturstyrelsen efter råstoflovens § 20.

Aktionæroverenskomstens § 2, stk. 5 fastslår, at aktionærerne træffer aftale om gennemførelse af projekter ifølge en særlig projektaftale. Projektaftalen indeholder bestemmelse om, at projektomkostninger fordeles mellem de deltagende aktionærer. Skov- og Naturstyrelsen har truffet afgørelse om, at dette er en direkte og nødvendig følge af offentlig regulering, jf. konkurrencelovens § 2, stk. 4, idet Skov- og Naturstyrelsen efter fast praksis udelukkende udsteder tilladelse til efterforskning med fortrinsret til efterfølgende at indvinde råstoffer, hvis alle de interesserede indvindere indbyrdes er enige om at fordele udgifterne til den fornødne miljøvurdering.

Aktionæroverenskomstens § 4, stk. 3 fastsætter, at aktionærerne er forpligtede til at stemme for optagelse af nye aktionærer og i det nødvendige omfang vedtage udvidelse af aktiekapitalen.

Aktionæroverenskomstens § 5, stk. 2 fastsætter, at aktionærerne har ret og pligt til at overdrage deres kortlægningsopgaver til Råstofselskabet A/S. Selskabet påtager sig disse opgaver som fuldmægtig for aktionærerne.

Konkurrencestyrelsen har fundet, at Skov- og Naturstyrelsens praksis indebærer, at bestemmelserne ikke i sig selv begrænser den enkelte indvinders kommercielle handlefrihed i relation til ansøgning om og muligheden for at opnå efterforskningstilladelse med fortrinsret til indvinding.

Skov- og Naturstyrelsens afgørelser af 19. december 2001, 23. januar 2002 og 28. februar 2002 vedlægges som bilag1, bilag 2 og bilag 3.