Afgørelse

Nummer
3:1120-0100-157/Fødevarer & Finans/ke

Emner

  • § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler

Klage over HORESTA's hotelklassifikationsordning

DRC fandt det konkurrenceforvridende, at HORESTA's klassifikationsordning for hoteller var forbeholdt medlemmer. Styrelsen fandt, at der ikke var tale om en konkurrenceforvridning, da klassifikationsordningen ikke var til hindre for, at der iværksættes andre ordninger fra andre foreninger.

Rådsmødet den 30. januar 2002

Konkurrencestyrelsen har meddelt Danmarks Restauranter & Cafeer (DRC), at man ikke vil foretage videre i anledning af DRC’s klage over § 5 i Hotel-, Restaurant- og Turisterhvervets Arbejdsgiverforening (HORESTA)’s vedtægter. DRC finder det konkurrenceforvridende, at HORESTAs klassifikationsordning for hoteller er forbeholdt medlemmer.

DRC og HORESTA er begge brancheorganisationer. DRC har 1200 medlemmer, hvoraf 128 er kroer og hoteller. HORESTA har 1700 medlemmer, heraf 490 klassificerede hoteller og feriecentre. Klassifikationen omfatter HORESTAs medlemsvirksomheder med minimum 8 værelser eller ferielejligheder. Hoteller, der ikke er medlem af HORESTA, vil ikke kunne klassificeres.

Virksomhederne klassificeres med stjerner fra 0-5 efter kriterier, som er fastsat af et klassifikationsnævn. Nævnet er sammensat af Danmarks Turistråd og HORESTA. Formålet med klassifikationen er, at give gæsterne et umiddelbart overblik over hotellets registrerede standard med hensyn til faciliteter og services.

Hotellet modtager et klassifikationsskilt til opsætning ved indgangen. Endvidere registreres klassifikationen i Danmarks Turistråds database, DANDATA, der danner grundlag for produktion af hotelfortegnelser og en lang række andre turistbrochurer.

HORESTA har aftalt med Danmarks Turistråd, at alt officielt informationsmateriale vedrørende hoteller i Danmark omfatter oplysninger om stjerneantallet.

Styrelsen har ved afgørelsen bl.a. lagt til grund, at vedtægternes § 5 ikke afskærer nogen hoteller fra at blive klassificeret, da HORESTA’s ordning ikke er til hinder for, at der iværksættes andre ordninger. Turistrådet har medvirket ved etablering af HORESTA’s ordning. I den forbindelse har styrelsen lagt vægt på, at der ikke findes aftaler mellem Turistrådet og HORESTA, som udelukker, at Turistrådet kan bidrage med et tilsvarende samarbejde om markedsføring mv. i forbindelse med andre klassifikationsordninger.

Danmarks Turistråd har således meddelt, at det ikke er afvisende overfor DRC’s anmodning om at medtage en eventuel ny DRC-klassifikations-ordning i markedsføringen i Danmark – forudsat saglighed og nytteværdi for kunden. Turistrådet har præciseret, at der ingen forskel er på det, der kan tilbydes DRC og den bistand, der tidligere er ydet til HORESTA i forbindelse med etableringen og markedsføringen af klassifikationsordningen. Det er vigtigt, at DRC’s medlemshoteller ikke viser sig at være for små. Turistrådet har endvidere oplyst, at Erhvervsministeriet støttede etableringen af HORESTA’s ordning med et tilskud.

Danmarks Restauranter & Cafeer har den 14. januar 2002 indbragt afgørelsen for Konkurrenceankenævnet. Danmarks Restauranter og Caféer