Afgørelse
Nummer
3/1120-0301-0159/Fødevarer og finans/bjs
Emner
- § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler
PBSs aftale om levering af ydelser til Dankort-licenshavere
PBS Holding A/S fik meddelt ikke erklæring om ikke-indgreb for en aftale om levering af ydelser til Dankort-licenstagere. Aftalen var ikke omfattet af forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler, da aftalen ikke indeholdte bestemmelser om eksklusivitet, der forhindrede, at pengeinstitutterne kunne få leveret ydelserne fra andre leverandører.
Rådsmødet den 27. november 2002
Konkurrencestyrelsen har meddelt PBS Holding A/S en ikke-indgrebserklæring efter konkurrencelovens § 9 for en aftale om levering af ydelser til Dankort-licenstagere, idet aftalen ikke efter de forhold styrelsen er bekendt med indeholder bestemmelser, der falder ind under konkurrencelovens § 6, stk. 1.
Aftalen er indgået mellem PBS Danmark og en række pengeinstitutter, der af Dankort A/S har fået licens til at udstede Dankort.
PBS Danmark, der er et datterselskab til PBS Holding A/S, udbyder en bred palet af de ydelser, der er nødvendige for at drive et betalingssystem. Det er for det første databehandling af autorisationer og af transaktioner. Dertil kommer behandlingen af selve transaktionerne. Derudover udbyder selskabet infrastrukturydelser i form af et net, hvor alle Dankortterminalerne er koblet op.
Aftalen omfatter vilkårene for anvendelse af PBS’ system- og serviceydelser. Aftalen fastsætter licenshavernes (pengeinstitutternes) forpligtelser i forbindelsen med driften af dankortsystemet, herunder regler for indberetning, ansvarsfordeling og forretningsprocedurer i forbindelse hermed.
Aftalen indeholder bestemmelser om PBS’ rettigheder til produkter mv., om ansvar for at de relevante data tilgår registrene mv., og om ansvaret for at sikkerhedsbestemmelserne overholdes. Pengeinstitutterne er forpligtet til at respektere disse vilkår.
Det er alene pengeinstitutter og indløsningsfællesskaber, der har licens fra Dankort A/S til at udstede og indløse Dankort, der kan indgå aftalen. Det er derudover et krav, at de også har tilsluttet sig nærmere angivne regler for pengeinstitutter i Finansrådet og at de opfylder de "Generelle krav for deltagelse i PBS’ systemer".
PBS har med aftalen fastsat en række tekniske forskrifter og forretningsgange, som er hensigtsmæssige for at sikre Dankortsystemets funktion og som ikke ses derudover at påvirke markedsaktørernes konkurrencemuligheder. Aftalen indeholder ikke bestemmelser om eksklusivitet mv., der forhindrer, at pengeinstitutterne kan få leveret ydelserne fra andre leverandører. Der er heller ikke andre bestemmelser i aftalen, der begrænser konkurrencen på markedet, herunder prisbestemmelser. Aftalen kan af begge parter opsiges med et varsel på 18 måneder.