Afgørelse
Nummer
3:1120-0388-5/Fødevarer & Finans/ld
Emner
- § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler
Realkreditrådets pari-regel
Realkreditrådets kollegiale aftale var ikke omfattet af forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler, da formålet med eller følgen af aftalen ikke var konkurrencebegrænsende. Der kunne derfor meddeles erklæring om ikke-indgreb.
Rådsmødet den 30. januar 2002
Konkurrencestyrelsen har truffet afgørelse om, at Realkreditrådets kollegiale aftale om muligheden for at tilbyde lån til kurser over pari, ikke er omfattet af forbuddet i konkurrencelovens § 6, hvorfor der er meddelt parterne en ikke-indgrebserklæring i medfør § 9.
Aftalen går ud på, at alle realkreditinstitutter i Danmark ikke giver tilbud på lån, som er baseret på konverterbare obligationer, til kurser over pari (kurs 100). Aftalen regulerer ikke lån baseret på inkonverterbare obligationer. Formålet med aftalen er forhindre den arbitrage/spekulation og ekstra omkostninger på realkreditobligationsmarkedet, som kan opstå ved optagelse af lån til kurser over pari med efterfølgende hurtig indfrielse til kurs 100.
Styrelsen vurderede, at formålet med aftalen ikke var konkurrencebegrænsende, samtidig med at aftalen heller ikke har til følge, at konkurrencen mellem realkreditinstitutterne begrænses, da de ikke forhindres i at tilbyde realkreditlån, og fordi obligationskurserne generelt bestemmes af andre faktorer.