Afgørelse
Nummer
3/1120-0389-0012/Service/mvj
Emner
- § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler
Anmeldelse af samarbejdsaftale mellem Byfornyelsesselskabet Odense s.m.b.a og Byfornyelse Danmark s.m.b.a
Byfornyelsesselskabet Danmark fik meddelt ikke-indgrebserklæring i forhold til rammeaftale indgået med Byfornyelsesselskabet Odense s.m.b.a og Byfornyelse Danmark s.m.b.a, da aftalen ikke var i strid med forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler.
Byfornyelsesselskabet Danmark har anmeldt en rammeaftale indgået mellem Byfornyelsesselskabet Odense s.m.b.a.(BO) og Byfornyelse Danmark s.m.b.a (BD) om samarbejde ved planlægning og gennemførelse af arbejdsopgaver inden for byfornyelse, byomdannelse og boligforbedring.
Konkurrencestyrelsen har givet en ikke-indgrebserklæring til samarbejdsaftalen i henhold til konkurrencelovens § 9, idet aftalen ikke falder ind under forbuddet i konkurrencelovens § 6, stk. 1. Herudover har Konkurrencestyrelsen meddelt en ikke-dominanserklæring jf. lovens § 11, stk. 2, 1. pkt. samt givet en ikke-indgrebserklæring i medfør af lovens § 11, stk. 5.
Området for byfornyelse vedrører opgaver, som der i medfør af lov om byfornyelse kan uddeles støtte til. Opgaver vedrørende byomdannelse og boligforbedring i øvrigt omfatter opgaver, der falder uden for byfornyelsesloven, og som der ikke kan ydes støtte til, fx. byggeadministrationsopgaver og bygning af almene boliger. Byfornyelse, byomdannelse og boligforbedring tilhører det samme marked, fordi der for bygherre jf. lov om byfornyelse ingen forskel er på størrelsen af den støtte, der kan ydes til opgaven, uanset om bygherren vælger at få råd og vejledning fra et godkendt byfornyelsesselskab eller anden rådgivende arkitektvirksomhed.
Ingen af de deltagende virksomheder har en samlet årlig omsætning på over 150 mio. kr.
Parterne har en markedsandel på delmarkedet for byfornyelse på 37 pct. Da parterne har en markedsandel på mindre end 5 pct. af delmarkedet for byomdannelse og boligforbedring, har de to selskaber tilsammen en markedsandel på væsentlig under 37 pct. De indtager dermed ikke en dominerende stilling på det danske marked for konsulentydelser i forhold til byfornyelse (jf. lov om byfornyelse) og byomdannelse og boligforbedring i øvrigt.