Afgørelse

Nummer
3/1120-0100-1135/SEK/MM

Emner

  • §11 a - Konkurrenceforvridende støtte

Klage over arbejde udført af elever på Aalborg Universitet og Aalborg tekniske Skole

Klage over, at elever udførte gratis arbejde som led i deres uddannelse, blev afvist. Det var ikke sandsynliggjort, at der var tale om offentlig støtte.

Rådsmødet den 24. november 2004

Styrelsen har modtaget en klage over, at elever på Aalborg Universitets Arkitektur og Design uddannelse og eleverne på Aalborg Tekniske Skole udfører gratis arbejde som led i deres uddannelse for de erhvervsdrivende i Aal-borg og omegn i strid med konkurrencelovens § 11a. Arbejdet skulle efter det for styrelsen oplyste bestå i udarbejdelse af projekter, som efterfølgende i et vist omfang anvendes af de erhvervsdrivende.

På baggrund af de oplysninger, som styrelsen har modtaget, vurderes det, at arbejdet på Aalborg Tekniske Skole har et så begrænset omfang, at det ikke kan begrunde en nærmere undersøgelse af omstændighederne.

Vedrørende arbejde udført af elever på Aalborg Universitets Arkitektur og Design uddannelsen finder styrelsen det ikke sandsynligt, at der er tale om støtte, jf. konkurrencelovens § 11a. For det første er der i en række tilfælde tale om en modydelse, idet de virksomheder, som involveres i projekterne, anvender ressourcer på at sætte eleverne ind i den relevante problemstilling. For det andet er det i en række tilfælde tvivlsomt hvilken værdi det udførte arbejde har.

Under henvisning til ovenstående finder styrelsen på baggrund af en konkret vurdering, at der næppe er tale om en overtrædelse af konkurrencelovens § 11 a, hvorfor styrelsen har afvist at foretage en dyberegående undersøgelse, jf. konkurrencelovens § 14, stk. 1, 3. pkt.