Afgørelse

Nummer
3/1120-0100-1135/SEK/MM

Emner

  • §11 a - Konkurrenceforvridende støtte

Klage over Tårnby Kommunes håndtering af frit valgs reglerne

Klage over Tårnby Kommune blev afvist, da de udmeldte kvalitetskrav ikke medførte en konkurrenceforvridning inden for det relevante marked.

Rådsmødet den 24. november 2004

Konkurrencestyrelsen har modtaget en klage over Tårnby Kommunes håndtering af frit valgs reglerne. Klager stiller spørgsmålstegn ved, om de gældende regler er overholdt i forbindelse med, at Tårnby Kommune har udskilt ydelsen tøjvask uden for hjemmet fra den øvrige praktiske hjælp. Klager er navnlig utilfreds med godkendelsen af Delfin Vask som underleverandør til Den Kommunale Hjemmepleje.

I forbindelse med at tøjvask uden for hjemmet blev udskilt, har Tårnby Kommune valgt virksomheden Delfin Vask som underleverandør til Den Kommunale Hjemmepleje. Omkostningerne til Delfin Vask afspejler derfor de reelle og faktiske omkostninger som Tårnby Kommune har ved tøjvask uden for hjemmet, og den udmeldte pris er derfor ikke udtryk for Konkurrenceforvridende støtte jf. konkurrencelovens § 11a. Da styrelsen heller ikke har fundet anledning til at antage, at de udmeldte kvalitetskrav medfører en konkurrenceforvridning på det relevante marked, har styrelsen afvist sagen, jf. konkurrencelovens § 14, stk. 1, 3. pkt.

Styrelsen finder dog anledning til at kritisere, at Tårnby Kommune har annonceret at alle borgere, der får hjælp til tøjvask udenfor hjemmet, i fremtiden vil få vasket af Delfin Vask. Udmeldingen kan have en konkurrenceforvridende virkning på det relevante marked. Henset til at det allerede er besluttet, at hele området skal i udbud i juli 2005, har Konkurrencestyrelsen dog ikke fundet anledning til at foretage sig yderligere i den anledning.