Afgørelse
Nummer
1120-0301-0259/JF/FI
Emner
- § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler
- § 11 / art. 102 - misbrug af dominerende stilling
Merrild Kaffe A/S samhandelsbetingelser
Merrild Kaffe A/S fik meddelt erklæring om ikke-indgreb for virksomhedens samhandelsbetingelser, samt erklæring om, at virksomheden ikke indtog en dominerende stilling på markedet for salg af kaffe til detailhandelen i Danmark.
Rådsmødet den 28. januar 2004
Konkurrencestyrelsen har meddelt Merrild Kaffe A/S’ (Merrild) en erklæring efter konkurrencelovens § 9 for selskabets standard samhandelsbetingelser samt en erklæring om § 11, stk. 2, at Merrild ikke indtager en dominerende stilling på markedet for salg af kaffe til detailhandelen i Danmark.
Merrild Kaffe A/S er del af Sara Lee Corporation, USA, der i 2002 havde en koncernomsætning på verdensplan på 132 mia. kr. Merrilds koncernomsætning i Danmark udgjorde samme år 627 mio. kr.
De anmeldte standard samhandelsbetingelser er udgangspunkt for en forhandling mellem Merrild og dagligvarekæderne. Merrild tilbyder ifølge standard samhandelsbetingelserne sine kunder (detailhandlen) rabatter og bonusordninger mod nærmere angivne modydelser.
Det drejer sig bl.a. om kvantumsrabatter, årsbonus, betalingsrabatter og ordreafgivelsesrabatter. Bestemmelserne om årsbonus indeholder et loyalitetselement, der kan virke begrænsende for konkurrenters adgang til dagligvarehandelen. Det skyldes, at bonusydelsen pr. solgt enhed vokser med stigende årskøb. Endvidere er bonus fastsat ud fra salgsmål , hvilket ligeledes tilskynder dagligvarerkæderne til at placere deres ordre hos Merrild frem for hos konkurrenterne.
Det er imidlertid styrelsens vurdering, at disse begrænsninger ikke i sig selv har en sådan effekt, at de kan anses for at være i strid med konkurrencelovens § 6, stk. 1. Herved er først og fremmest lagt til grund at progressionen i bonusskalaen er beskeden, samt at der ikke sker nogen retroaktiv regulering af bonusydelsen pr. enhed, såfremt salgsmålet ikke nås.
Samhandelsbetingelserne indeholder desuden nogle funktions-, planlægnings- og vækstfremmende rabatter, der tilsigter at fremme samarbejdet mellem Merrild og kæderne. Det er styrelsens vurdering, at disse rabatter, der hver for sig ydes med forholdsvis begrænsede beløb ikke har en karakter, der begrænser konkurrenter fra at opnå tilsvarende ydelser fra kæderne, og at de heller ikke i øvrigt indeholder elementer, der begrænser konkurrenternes adgang til dagligvarekædernes butikker.
Samlet er det således styrelsens vurdering, at standard samhandelsbetingelserne ikke indeholder bestemmelser, der er i strid med konkurrencelovens § 6, stk. 1. Følgelig kan der meddeles en erklæring i henhold til konkurrencelovens § 9.
Merrild Kaffe er den største udbyder af kaffe til dagligvarekæderne. Konkurrencestyrelsens undersøgelser viser, at Merrild har en markedsandel på over 30 pct. En markedsandel i denne størrelsesorden er ikke i sig selv tilstrækkelig til at fastslå, at Merrild har en dominerende stilling. Dertil kommer, at der findes andre betydelige udbydere på kaffemarkedet, først og fremmest Kraft Foods. Desuden er kaffemarkedet ikke stivnet i et bestemt konkurrencemønster.
Inden for de seneste 5-10 år har der således været større forskydninger i markedsandelene aktørerne imellem, ligesom der har udviklet sig en konkurrence på andre parametre end pris (fx innovation).
Hertil kommer at dagligvarekædernes væsentlig rolle for afsætningen begrænser muligheden for at nogen leverandør kan føre en politik uafhængigt at de øvrige aktører på markedet.
Konklusionen er derfor, at Merrild ikke indtager nogen dominerende stilling på markedet.