Afgørelse

Nummer
3/1120-0204-0152/FI/MAH

Emner

  • § 12 - Fusionskontrol

Opfølgning på tilsagn afgivet i fusionen mellem Nykredit og Totalkredit

Vurdering af effekten af tilsagn afgivet af Nykredit ved fusionen mellem Nykredit og Totalkredit.

Rådsmødet den 3. november 2004

Konkurrencerådet godkendte den 14. oktober 2003 fusionen mellem Nykredit og Totalkredit. Godkendelsen var betinget af tilsagn, som Nykredit havde afgivet til Konkurrencerådet.

Fusionen mellem Nykredit og Totalkredit har betydet en samlet fremgang for Nykredit, der til fulde har overtaget Totalkredits markedsandele, samt oplevet en fortsat vækst ind i første kvartal 2004.

Nykredit har generelt opfyldt de afgivne tilsagn, dog er internetrabatten på 600 kr. ved låneoptagelse indført med forsinkelse og først efter en præcisering fra styrelsen. I oversigten er det uddybet hvornår og hvorledes Nykredit har opfyldt tilsagnene.

Det er endnu for tidligt her et år efter fusionen, at vurdere om tilsagnene har haft den ønskede effekt. De tilsagn, som vedrører samarbejdsaftalerne med pengeinstitutterne og som mindsker samarbejdets varighed og sanktioner ved udtrædelse vil således først få effekt fra 2008.

De ændringer, som allerede er gennemført i praksis, herunder nedsættelsen af bidragssatsen, internetrabatten og gennemsigtigheden vedrørende provisioner mv., har ikke endnu ført til synlige reaktioner fra konkurrenterne. Dette udelukker imidlertid ikke at fusionstilsagnene kan have haft betydning gennem det markedsmæssige pres, de udøver, jf. hermed også den fremgang, som Nykredit har haft efter fusionen.

Samarbejdet med pengeinstitutterne

Ingen sanktioner ved pengeinstitutternes udtræden af samarbejdet efter d. 1. april 2010

Tilsagnene er alle implementeret i forbindelse med fusionen eller umiddelbart efter fusionen.

Boden ved ophør af samarbejdet nedsættes fra 3 til 1 års provisioner

Betalingen for de udtrædende pengeinstitutters aktier i PRAS hæves til kurs 0,65 af indre værdi

Fra 1. januar 2008 kan pengeinstitutterne afbryde samarbejdet med Nykredit uden afkortning af købesummen

Fra 1. januar 2008 kan pengeinstitutterne afbryde samarbejdet med Nykredit uden pligt til at afhænde aktierne i PRAS

Opgørelsen af det samlede vederlag til pengeinstitutterne sker pr. 1. april 2010. Udtrådte pengeinstitutters lån indgår ikke i opgørelsen

Fra 1. januar 2008 bortfalder pengeinstitutternes pligt til at stemme mod, at DLR begynder udlån til privatmarkedet

Fra 1. april 2010 bortfalder Nykredits forkøbsret til pengeinstitutternes aktier i DLR

Eksekutivkomiteens kompetence ændres, og den omdannes til et organ uden adgang til oplysninger om enkelte pengeinstitutters formidling

Styrelsen har gennemgået aftalerne om Eksekutivkomiteen og konstateret, at de er ændret i overensstemmelse med tilsagnet.

Indkaldt materiale fra Eksekutivkomiteen tyder ikke på at komiteen behandler spørgsmål, der kan være betænkelige ud fra et konkurrenceretligt synspunkt

Priserne for realkreditlån og indskrivning af obligationer

Nykredit nedsætter bidraget for nye lån til kernekunder til 0,50 pct. for fuld belåning

Tilsagnet er gennemført den 15. oktober 2003

Bidraget for andre nye Nykredit-lån til private nedsættes tilsvarende

Tilsagnet er gennemført den 15. oktober 2003

Nykredit indfører en rabat på 600 kr. til private kunder, der optager lån via Nykredits hjemmeside

Konkurrencestyrelsen kunne efter et halvt år konstatere, at rabatordningen kun blev praktiseret i begrænset omfang. Styrelsen har derfor præciseret over for Nykredit, at tilsagnet indebærer, at rabatten skal gives til samtlige kunder, der via internettet gennemfører de elementer af lånesagsbehandlingen, der kan gennemføres over Nykredit/Totalkredits system. Nykredit er derfor forpligtet til at yde rabatten, selv om det evt. kun er ganske få trin i lånoptagelsen, der kan gennemføres elektronisk her og nu.

Dette er gennemført pr. d. 13. oktober 2004.

Nykredit indfører gratis indskrivning af egne obligationer i VP inden 1. juli 2004

Tilsagnet blev implementeret d, 1. marts 2004. Den forsinkede gennemførelse skyldtes at Nykredit umiddelbart forud for fusionen havde meddelt sine kunder at der blev indført gebyrer på indskrivningen. Dette kunne først ændres pr. 1. marts 2004.

Fremme konkurrencen for realkreditlån og handel med obligationer

Nykredit offentliggør alle formidlingshonorarer til pengeinstitutterne (PI)

Af Nykredits hjemmeside fremgår det når PI påtager sig kreditrisikoen for Nykredit/Totalkredit lån modtages der en garantiprovision på 0,14 pct. af restgælden hvert år ved en belåning på 80 pct.

Derudover modtager PI en portefølgeprovision på 0,15 pct. af restgælden om året for løbende kundeservice, samt et engangsbeløb svarende til den del af lånesagsgebyret, som overstiger 1.000 kr., dog max. 2.000 kr.

Nykredit vil offentliggøre alle formidlingshonorarer til ejendomsmæglerne forudsat andre gør tilsvarende

Af Nykredits hjemmeside fremgår det at Nybolig og Estate mæglerne modtager et formidlingshonorar på 1.500 kr. for hvert formidlet Nykredit realkreditlån, samt 3.000 kr. hvis mæglerne formidler en ny kunde til Nykredit

Nykredit tilslutter sig Finansrådets og Realkreditrådets prisguider

Nykredit og Totalkredit er begge tilsluttet de relevante prisguider

Nykredit vil foranledige, at pengeinstitutterne gør det samme i det omfang det er praktisk muligt

Nykredit har i dialog med PI via Lokale Pengeinstitutter og Finansrådet opfordret PI til at tilslutte sig prisguiden. Endnu mangler enkelte små sparekasser og andelskasser.

Nykredit samler kursskæring og kurtage i én post ved markedsføring og afregning af realkreditlån

Tilsagnet er gennemført. Tekniske komplikationer har udsat dele af tilsagnet, men disse nu gennemført.

Nykredit stiller priser på fondsbørsen i sine 15-20 mest likvide obligationsserier

Nykredit har den 1. marts 2004 gennemført tilsagnet

Nykredit vil anvende sine best efforts til at fremme private internetkunders muligheder for at handle obligationer direkte på fondsbørsen

Nykredits kunder har siden 1. marts 2004 haft mulighed for at handle statsobligationer direkte på fondsbørsen

Anm.: Se i øvrigt Konkurrencestyrelsens rapport om Fusionen mellem Nykredit og Totalkredit