Afgørelse

Nummer
3/1120-0301-0364/SEK/LOB

Emner

  • § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler

Anmeldelse af aftale om attesthonorarer

Personalestyrelsen fik meddelt en ikke-indgrebserklæring for en aftale indgået med Lægeforeningen, da aftalen ikke var i strid med forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler.

Konkurrencestyrelsens afgørelse 24. oktober 2005

Konkurrencestyrelsen har meddelt Personalestyrelsen en erklæring efter konkurrencelovens § 9 for en aftale indgået med Lægeforeningen. Aftalen fastlægger honoraret for øre-, næse-, halslæger udfærdigelse af attester i forbindelse med anmeldelse af høreskader til Arbejdsskadestyrelsen. Det er Arbejdsskadestyrelsen, der betaler honoraret.

Aftalen er vertikal. Der foreligger samtidig et horisontalt aftaleforhold, idet Lægeforeningen er brancheforening for de danske læger og således i medfør af attesthonoraraftalen indgår en prisaftale på medlemmernes vegne.

Følgen af, at aftalen gælder for samtlige øre-, næse-, halslæger er, at udfærdigelsen af attesten koster det samme, uanset hvilken læge, der benyttes. Med aftalen sættes priskonkurrencen mellem øre-, næse-, halslægerne der-med ud af kraft. I fravær af en fælles aftale kunne Personalestyrelsen i stedet forhandle attesthonorarer individuelt med den enkelte øre-, næse-, halslæge.

Selv uden denne aftale ville der imidlertid være begrænset konkurrence mellem øre-, næse-, halslægerne for så vidt angår attesthonorarer. Eftersom der ikke er egenbetaling forbundet med besøget, har patienten ikke noget incitament til at finde den øre-, næse-, halslæge, der tager den laveste pris for at udfærdige attester. Oftest har der allerede fundet et behandlingsforløb sted, inden Arbejdsskadestyrelsen bliver kontaktet, idet det som regel er øre-, næse-, halslægen, der gør sin patient opmærksom på, at der kan være tale om en arbejdsskade. Selv hvis Arbejdsskadestyrelsen havde forhandlet individuelle honoraraftaler, ville styrelsen derfor ikke have mulighed for at henvise den erstatningssøgende til den billigste øre-, næse-, halslæge i forbindelse med udfærdigelse af en attest.

Konkurrencestyrelsen fandt desuden ikke grundlag for, at det aftalte honorar skulle have en afsmittede effekt på andre attesthonorarsatser. Risikoen for, at de aftalte honorarer er for høje sammenlignet med, hvis den enkelte læge selv fastsatte sit attesthonorar, vurderes endvidere at være minimeret, idet Lægeforeningen ved honorarforhandlingen står over for en stærk køber.

Ud fra en samlet vurdering fandt Konkurrencestyrelsen derfor, at aftalen kunne meddeles en erklæring om ikke-indgreb i medfør af konkurrencelovens § 9.