Afgørelse
Nummer
3/1120-0100-1066/SEK/MIK
Emner
- § 11 / art. 102 - misbrug af dominerende stilling
CJC-gruppen mod SIS International A/S
I forbindelse med fornyet behandling meddelte SIS International A/S, at de ville levere undervisningsmøbler til CJC-gruppen. Hermed blev sagen afsluttet.
Konkurrencestyrelsens afgørelse 22. juni 2005
CJC-gruppen, der blandt andet forhandler møbler til undervisningssektoren, klagede i 2000 til Konkurrencestyrelsen over SIS International A/S, der fremstiller møbler til brug for kontor og til brug for undervisningssektoren. CJC-gruppen var blevet opsagt som forhandler af SIS International, og SIS International ophørte derfor med at levere til CJC-gruppen. CJC-gruppen mente, at dette var en overtrædelse af § 11 i konkurrenceloven om misbrug af dominerende stilling.
I forbindelse med styrelsens behandling af sagen var parterne enige om, at det relevante produktmarked i sagen kunne afgrænses til undervisningsmøbler.
Derimod var parterne ikke enige om det relevante geografiske marked. CJC-gruppen mente, at det geografiske marked var Danmark, mens SIS International mente, det var Norden.
Konkurrencestyrelsen traf i februar 2003 afgørelse i sagen. Styrelsen konkluderede, at det geografiske marked kunne afgrænses til Norden. Da SIS International ikke var dominerende på dette marked, fandt § 11 i konkurrenceloven ikke anvendelse.
CJC-gruppen påklagede styrelsens afgørelse til Konkurrenceankenævnet. Konkurrenceankenævnet besluttede i februar 2004 at hjemvise sagen til fornyet behandling i Konkurrencestyrelsen. Ankenævnet fandt, at styrelsen ik-ke havde oplyst sagen tilstrækkeligt til at konkludere, at markedet skulle afgrænses til Norden.
I forbindelse med Konkurrencestyrelsens fornyede behandling af sagen meddelte SIS International – som i mellemtiden havde indført en ny afsætningsstruktur – at virksomheden nu ville levere undervisningsmøbler til CJC-gruppen. Dette har SIS International bekræftet over for CJC-gruppen, som herefter har meddelt styrelsen, at klagen er trukket tilbage.
Idet CJC-gruppen ikke ønskede at opretholde klagen, har Konkurrencestyrelsen besluttet at afslutte sagen. Styrelsen bemærkede hertil, at styrelsen derved ikke havde vurderet, om SIS International besidder en dominerende stilling på det relevante marked.