Afgørelse
Nummer
3/1120-0100-1201PR/FI
Emner
- § 11 / art. 102 - misbrug af dominerende stilling
- § 15 - Afvisning
Klage over Teknologisk Institut, Tribologicentret
Klage over Teknologiske Instituts Tribologicenter blev afvist, da der var lille sandsynlighed for, at der ville kunne statueres dominans for Tribologicenteret.
Konkurrencestyrelsen har i medfør af bestemmelsen i konkurrencelovens § 14, stk. 1, 3. pkt. afvist at foretage yderligere undersøgelser i anledning af en klage over Teknologisk Institut, Tribologicentret.
Tribologicentret på Teknologisk Institut driver virksomhed med avanceret overfladebehandling af værktøjer, komponenter og sliddele. Teknologisk Institut er et såkaldt GTS-Institut, som af EU er godkendt til at modtage offentlig støtte, og bl.a. Tribologicentret modtager offentlig støtte.
Klager, der er en virksomhed, som i et vist omfang konkurrerer med Tribologicentret, var af den opfattelse, at Tribologicentret indtager en domineren-de stilling på et marked for visse tribologiydelser, at Tribologicentret yder diskriminerende rabatter i strid med konkurrencelovens § 11, og at Tribologicentret muligvis også gør sig skyldig i overtrædelse af konkurrencelovens kapitel 3a om konkurrenceforvridende støtte.
Med henblik på at få afklaret, om Tribologicentret rent faktisk indtager en dominerende stilling på noget marked, har Konkurrencestyrelsen foretaget en indledende markedsundersøgelse i form af henvendelser til et antal virksomheder, der aftager tribologiydelser.
Denne indledende markedsundersøgelse har vist, at danske virksomheder i et vist omfang aftager tribologiydelser i især Sverige og Tyskland, hvilket indikerer, at det geografiske marked sandsynligvis er noget større end Danmark. Konkurrencestyrelsen har derfor vurderet, at der er en meget lille sandsynlighed for, at der ville kunne statueres dominans for Tribologicentret på noget marked relevant for denne sag og afvist at foretage yderligere undersøgelser i anledning af klagen.
Med hensyn til spørgsmålet om overtrædelse af reglerne i konkurrencelovens kapitel 3a, har Konkurrencestyrelsen meddelt klager, at de indhentede oplysninger klart peger på, at en eventuel statsstøtte på dette område vil kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne. Dermed vil det være EU's statsstøtteregler og ikke konkurrencelovens § 11a, der finder anvendelse på dette forhold, og det er derfor alene EU-kommissionen, der kan træffe afgørelse om, at en sådan støtte eventuelt er i strid med EU-traktatens art. 87.