Afgørelse

Nummer
4/0120-0100-0101/FI/CGA

Emner

  • § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler

Danske Malermestres vedtægtsbestemmelse

Vurdering af en bestemmelse i Danske Malermestres vedtægter medførte, at Danske Malermestre ændrede den pågældende bestemmelse.

21. juni 2006

Styrelsen har på baggrund af en klage taget en bestemmelse i Danske Malermestres vedtægt op til vurdering.

Klagen kom fra en entreprenørvirksomhed, der havde haft en malermester til at udføre en malerentreprise. Arbejdet blev imidlertid afbrudt og en anden malermester anmodet om at færdiggøre entreprisen. Imidlertid meddelte den nye malermester, at han ikke kunne påtage sig opgaven, så længe den oprindelige maler ikke havde givet sin tilladelse. Han henviste til Danske Maler-mestres vedtægts § 18.

I Danske Malermestre vedtægts § 18 om medlemsforpligtelser hedder det:

Det lokale lavs/lokalforeningen/det landsdækkende lavs bestyrelse kan dog give tilladelse til arbejdets færdiggørelse, hvis standsningen er forårsaget af medlemmet selv, eller lignende forhold gør sig gældende." />

I forbindelse med Konkurrencerådets stillingtagen til brancheforeningsvedtægter tidligere i lovens gyldighedsperiode har man i enkelte tilfælde taget stilling til lignende bestemmelser.

Det fremgår af sagen ”Bygge-/anlægserhvervenes tilbudsregler/melde-ordninger”, behandlet som dagsordenspunkt 4 ved rådets møde den 24. februar 1999, at ELFO og BYG på daværende tidspunkt havde bestemmelser om, at det krævede tilladelse fra organisationen at overtage et andet medlems arbejde.

I de licitationsbestemmelser, som er anmeldt gældende for medlemmer af BYG, Byggeriets Arbejdsgivere, lyder § 5,

Flere mestre på samme arbejds-plads. Intet medlem må give tilbud på eller påtages sig arbejde på en anden mesters entreprise, så længe denne mesters arbejde ikke er færdigt og afreg-net, uden først at have konfereret med denne mester og med organisationen, der i tvivltilfælde afgør, om et arbejde på det angivne tidspunkt kan udføres af en anden mester.

Denne bestemmelse er ophævet efter fusionen mellem BYG og Danske Entreprenører.

I forbindelse med rådets behandling af ELFO’s anmeldelse af nye tilbuds-regler, Rådsmødet den 28. april 1999, er der foretaget en vurdering af den pligt til at indhente tilladelse fra organisationen til at overtage et andet medlems arbejde som indgik i forslagets pkt. 3.5. Bestemmelsen blev ændret efter en drøftelse mellem styrelsen og ELFO.

Styrelsen har i overensstemmelse hermed meddelt Danske Malermestre, at den umiddelbart anså vedtægtens § 18 for at være i strid mod forbuddet i konkurrencelovens § 6, stk. 3, jf. § 6 stk. 1.

Baggrunden herfor er, at der er tale om en forbudsbestemmelse med bindende virkning for medlemmerne af en brancheforening til under visse forudsætninger at afstå fra at udføre opgaver, hvor et andet medlem allerede har indgået kontrakt/er påbegyndt arbejdet.

Endvidere, at bestemmelserne indeholder vilkår som væsentligt vil kunne forringe bygherrens/hovedentreprenørens stilling i forhold til, hvad der el-lers ville være gældende, idet brancheforeningen vil kunne benyttes til at lægge pres på bygherren/hovedentreprenøren i en konflikt om udførelse af et konkret arbejde gennem en kollektiv boykotaktion. Der er således ikke tale om en afbalancering mellem bygherrens/hovedentreprenørens og entreprenørens modsatrettede interesser.

Endelig lægges til grund, at Danske Malermestre er den dominerende brancheforening, med 1800 medlemmer ud af ca. 3000 malervirksomheder i Danmark. Den pågældende kunde kan derfor ikke frit vælge en ny samarbejdspartner.

Styrelsen har herefter været i dialog med Danske Malermestre og Håndværksrådet som Danske Malermestre er medlem af. Ifølge organisationerne er ordlyden af bestemmelsen mere vidtrækkende, end den har været praktiseret, og der har ikke været mange sager.

Danske Malermestre har nu meddelt, at man har ændret bestemmelsen, således at vedtægtens § 18 om medlemsforpligtelser herefter lyder:

Forinden et medlem udfører arbejde på en opgave, som et andet medlem har kontrakt på, skal medlemmet sørge for, at medlemmet med kontrakt på opgaven får mulighed for at sikre sig dokumentation for udført arbejde med henblik på medlemmets opgørelse af sit krav over for bygherren.

Styrelsen har herefter meddelt Danske Malermestre, at man tager denne formulering til efterretning.