Afgørelse
Nummer
4/0120-0204-0034/ISA/FIB
Emner
- § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler
Fritagelse af ny masteaftale med lavere priser
Aftale mellem brancheforeningen TI, Danske Telecom, 3, Sonofon, TDC og Telia om leje af antennepositioner på telemaster kunne opnå en individuel fritagelse på 5 år efter visse ændringer var foretaget.
Konkurrencerådet vurderede på mødet 26. april 2006, at en aftale indgået i regi af brancheforeningen TI mellem Danske Telecom, 3, Sonofon, TDC og Telia om leje af antennepositioner på telemaster ikke i sin daværende form ville kunne opnå en fornyet fritagelse efter konkurrencelovens § 8, stk. 1, når den daværende fritagelse udløb 29. oktober 2006.
Rådets vurdering var især baseret på, at aftalen førte til priser, som samlet set var markant højere end, hvad der kan begrundes i de afholdte omkostninger med tillæg af en rimelig fortjeneste. Aftaleparterne havde således samlet set en overskudsgrad på 64 pct. på udlejning af de pågældende antennepositioner i 2004.
TI og aftaleparterne har nu forhandlet sig frem til en ny aftale, som imødekommer en række af de kritikpunkter, som fremgik af notatet til rådsmødet 26. april 2006. Aftaleparterne har ændret følgende parametre i prisberegningsmodellen: Den anvendte procentsats for forrentning af kapitalomkostningerne på anlægsinvesteringerne er ændret fra 10,85 pct. til 8,5 pct. om året, mark-up for forrentningen er ændret fra 12 pct. på alle omkostninger til 5 pct. på driftsomkostninger (og ingen mark-up på anlægsomkostninger) og afskrivningsperioden er ændret fra 15 år til 25 år.
Disse ændringer indebærer, at priserne fra 1. januar 2007 i gennemsnit vil være 31 pct. lavere end 2004-priserne i TI-aftalen. Da priserne i masteaftalen dog kun delvist blev anvendt i 2004, er prisreduktionen reelt på 48 pct. ift. de faktisk anvendte priser i 2004. Tilsvarende vil den gennemsnitlige overskudsgrad, som var på 64 pct. i 2004, blive reduceret til 33 pct. med den nye aftale og dækker over store variationer i selskabernes overskudsgrader.
De lavere priser indebærer, at den nye aftale opfylder betingelserne for fritagelse i KL § 8, stk. 1, nr. 1-4, og Konkurrencestyrelsen har derfor fritaget aftalen for en periode på 5 år frem til 29. oktober 2011.