Afgørelse
Nummer
4/0120-0120-0003/OK/CF
Emner
- §11 a - Konkurrenceforvridende støtte
Vordingborg Kommunes frit valgs priser for madservice
Klage over Vordingborg Kommunes afregningspriser for madservice blev afvist, da Konkurrencestyrelsen fandt, at der ikke var holdepunkt for, at prissætningen var for lav i forhold til de faktiske omsætninger.
Vordingborg Kommunes frit valgs priser for madservice
Konkurrencestyrelsen har afvist en klage fra en privat leverandør over Vordingborg Kommunes afregningspriser for madservice som fritvalgsydelse i 2005 og 2006. Prissætningen giver efter styrelsens umiddelbare opfattelse ikke holdepunkter for, at prissætningen er for lav i forhold til de faktiske omkostninger.Klagen omfattede bl.a. manglende indregning af moms på madregnskabets momsbærende udgifter i perioden frem til 1. juni 2006, hvor levering af fritvalgsydelser ikke var momspligtige. Vordingborg Kommune har imidlertid under styrelsens behandling af sagen rettet fejlen i direkte dialog med klager og efterbetalt den manglende momsindregning. Styrelsen har derfor kunnet se bort fra denne del af klagen.
Ifølge klageren var kommunens madregnskab endvidere ugennemsigtigt og udgjorde derfor ikke en brugbar dokumentation som grundlag for en efterprøvning af, om prisfastsættelsen har været for lav.
Klagesagen er modtaget før konkurrencelovens § 11b trådte i kraft den 1. juli 2007 og er derfor behandlet efter konkurrencelovens § 11a. Konkurrencerådet kan efter denne bestemmelse gribe ind over for en for lav kommunal afregningspris af fritvalgsydelser til private leverandører, der ikke dækker den kommunale leverandørs samlede omkostninger ved levering af ydelsen. En prissætning, der ikke dækker omkostningerne, udgør i strid med § 11a en konkurrenceforvridende økonomisk fordel for den kommunale leverandør i forhold til de private.
Styrelsen har imidlertid på baggrund af Vordingborg Kommunes redegørelse og dokumentation for den kommunale beregning af priserne for madservice med og uden udbringning til eget hjem ikke fundet tegn på, at direkte eller indirekte omkostninger er udeladt eller underprissat i kommunens mad-regnskab og udbringningsregnskab. Styrelsen har heller ikke haft bemærkninger til de skønsmæssigt fastsatte vægte, der er anvendt ved beregning af stykprisen for madservice. Vægtene anvendes til beregning af det kommunale køkkens samlede produktion opgjort i fuldkostportioner (fuldforplejning på døgnbasis) og er primært baseret på Økonomaforeningens skønnede fordelingstal. På den baggrund har styrelsen ikke fundet anledning til yderligere undersøgelse af madregnskabet.