Formand for Konkurrencerådet, Christian Schultz, siger:
Det giver ofte god mening, at staten eller kommunen er til stede på kommercielle markeder sammen med private virksomheder. Men vi skal fremadrettet minimere risikoen for, at offentlige aktører forvrider konkurrencen og dermed skader både virksomheder og forbrugerne.
Konkurrencerådet ser et klart behov for at justere reglerne for offentlige aktørers prissætning, så de lever op til OECD’s anbefalinger.
Konkurrencerådet anbefaler en præcisering af reglerne, så flere offentlige aktører undgår at begrænse effektiv konkurrence, når de driver erhvervsvirksomhed. Anbefalingerne vedrører både prissætning, adgang, tilsyn og virksomhedernes klagemuligheder.
Konkurrencerådets analyse ”Offentlige aktiviteter på kommercielle markeder” indeholder anbefalinger til at undgå, at statens eller kommunernes erhvervsaktiviteter er konkurrenceforvridende i forhold til private virksomheder.
Når offentlige aktører sælger varer, tjenesteydelser eller knowhow i konkurrence med private aktører, kan de have konkurrencemæssige fordele. Konkurrencerådet anbefaler en skærpet indsats for, at de offentlige aktiviteter ikke medfører et samfundsøkonomisk tab til skade for både private virksomheder og forbrugerne.
Konkurrencerådets overordnede anbefalinger:
- At de danske regler, der skal sikre mod konkurrenceforvridning, præciseres, og særligt at der udarbejdes bindende regler om prisfastsættelse for offentlig erhvervsvirksomhed, som implementerer OECD’s anbefalinger på området.
- At klageadgangen styrkes, forenkles og gøres mere gennemsigtig.
- At der nedsættes et udvalg, som opstiller klare kriterier for, hvilke aktiviteter statslige aktører skal have adgang til at udføre som indtægtsdækket virksomhed.
Statslige aktører udførte i 2014 indtægtsdækket virksomhed for omkring 2,4 mia. kroner. Der er ikke tilgængelige oplysninger om det præcise omfang af kommunernes samlede erhvervsvirksomhed.
Analysen er udarbejdet af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen for Konkurrencerådet. Det er den første analyse under det nye Konkurrenceråd, som blev nedsat i juli 2015.