Øvrige nyheder
Almindelig anmeldelse af NDI Group A/S’ erhvervelse af enekontrol over Euromaster Danmark A/S
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har den 29. marts 2022 modtaget et udkast til en anmeldelse af NDI Group A/S’ (herefter “NDI”) erhvervelse af enekontrol over Euromaster Danmark A/S (herefter “Euromaster”).
Ved transaktionen erhverver NDI 100 pct. af aktierne i Euromaster fra Euromaster Services et Management, som er ejet af Compagnie Générale Des Etablissements Michelin (herefter ”Michelin”).
Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.
Euromaster udbyder udskiftningsdæk i detailsalg til alle typer køretøjer i Danmark. Disse køretøjer omfatter bl.a. personbiler, busser og lastbiler, landbrugskøretøjer og entreprenørmaskiner. Euromaster udbyder udskiftningsdæk til privat- og erhvervskunder fra forskellige mærker som Michelin, Pirelli, Goodyear, BF Goodrich, Vredestein, Fulda, Tigar og Sunfull. Euromaster er ikke eneforhandler af nogen af dækmærkerne. Euromaster udbyder i forbindelse med dæksalg henholdsvis dækservice, reparation og vedligeholdelse og autotilbehør. Dækservice omfatter fx lapning af dæk, afbalancering af hjul, dækafretning, overvågning af dæktryk og vask/rens af hjul og fælge. Reparation og vedligeholdelse omfatter fx serviceeftersyn, synsgennemgang, bremseservice, service af aircondition, udskiftning af ruder og øvrige reparationer. Autotilbehør omfatter salg af fx sprinklervæske, motorolie m.v.
NDI udbyder udskiftningsdæk som både producent, grossist- og detailforhandler. NDI ejer Super Dæk Service Danmark A/S (herefter ”Super Dæk”), der driver detailsalget af udskiftningsdæk. Super Dæk leverer udskiftningsdæk til alle typer køretøjer i Danmark. Disse køretøjer omfatter bl.a. personbiler, busser og lastbiler, landbrugskøretøjer og entreprenørmaskiner. Super Dæk udbyder udskiftningsdæk til privat- og erhvervskunder fra flere forskellige mærker som Continental, Goodyear, Hankook, Michelin, Nexen, Alliance, Toyo. Hertil kommer Nordexx, som er NDI’s private label dæk. NDI er ikke eneforhandler af nogen af dækmærkerne. Super Dæk udbyder også dækservice og reparation og vedligeholdelse. NDI har endvidere produktion, engrossalg og detailsalg af regummierede dæk. Endvidere sælger NDI dæk til førstegangsmontering, som betegnes OEM-dæk.
Styrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den onsdag den 4. maj 2022, kl. 12.
Bemærkninger sendes til:
Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
E-mail: kfst@kfst.dk
Mrk.: Fusion: NDI / Euromaster
Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos chefkonsulent, Carina Hilt Jørgensen, tlf. 4171 5048 eller e-mail: chj@kfst.dk.
Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof
Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.