Øvrige nyheder
Almindelig anmeldelse af Semler Mobility Retail A/S’ erhvervelse af enekontrol over Car Holding A/S
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget et udkast til anmeldelse af Semler Mobility Retail A/S’ erhvervelse af enekontrol med Car Holding A/S.
Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.
Semler Retail er en del af Semler Gruppen, som er en dansk bilkoncern etableret i 1917. Semler Gruppens forretningsområder omfatter blandt andet import og detailsalg af personbiler, lette erhvervskøretøjer samt motorcykler fra Volkswagen AG Group, udlejning af biler samt innovative mobilitetsløsninger.
Semler Gruppen sælger personbiler og lette erhvervskøretøjer af mærkerne Volkswagen Personbiler, Volkswagen Erhvervsbiler, ŠKODA, SEAT og Cupra gennem et autoriserede forhandlernet. Forhandlernettet omfatter både Semler Retail og en lang række selvstændige forhandlere, som ikke er ejet af Semler Gruppen, men som har indgået en forhandlerkontrakt og servicepartnerkontrakt med Skandinavisk Motor Co, der er en del af Semler Gruppen. Biler af mærket Audi forhandles alene af Semler Retail.
Car Holdings aktiviteter består hovedsageligt i salg af nye og brugte personbiler og lette erhvervskøretøjer samt salg af service- og reparationsydelser. Car Holding er autoriseret forhandler og servicepartner af bilmærkerne Volkswagen Personbiler, Volkswagen Erhvervsbiler, ŠKODA, Nissan, Renault og Dacia, samt autoriseret servicepartner af Audi og SEAT.
Car Holdings aktiviteter sker gennem driftsselskaberne Autohuset Glostrup A/S, Autohuset Glostrup-Valby A/S, Autohuset Frederikssund A/S, Autohuset Ringsted A/S og Kronborg Auto A/S. Helsingør Bilhus af 2009 ApS, som forud for fusionen er ejet af Kronborg Auto A/S, indgår ikke i transaktionen.
Styrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 22. november 2022, kl. 12.
Bemærkninger sendes til:
Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
E-mail kfst@kfst.dk
Mrk.: Fusion Semler/Car Holding
Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos chefkonsulent Sarah Ann Mønsted, tlf. 4171 5266 eller e-mail sam@kfst.dk.
Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof
Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.