Øvrige nyheder
Forenklet anmeldelse af Erhvervsinvest Management A/S’ (indirekte gennem selskabet TM124 A/S) erhvervelse af enekontrol over Bisca A/S
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget et udkast til en forenklet anmeldelse af Erhvervsinvest Management A/S’ (indirekte gennem selskabet TM124 A/S) erhvervelse af enekontrol over Bisca A/S (”Bisca”).
Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.
Udkastet til anmeldelse af fusionen lægger op til en forenklet anmeldelse. Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.
Bisca er en dansk producent af kiks og kager m.v., der sælger disse under mærkerne Karen Volf, Karen’s Bakery, Snøfler, All in one, Bisca, Møn og Bakkegården. Bisca har derudover også private label-produktion. Biscas produkter sælges primært til kunder i dagligvarehandlen i både Danmark og udlandet til eksempelvis Coop, Salling Group, Dagrofa, Reitan Gruppen, Costco og ICA. Derudover sælges produkterne bl.a. til industriproduktion og foodservice-kanaler.
Efter fusionen gennemføres, vil TM124 A/S være ejet af Erhvervsinvest V K/S, der er en dansk investeringsfond, som investerer i små og mellemstore virksomheder. Erhvervsinvest V K/S er kontrolleret af Erhvervsinvest Management A/S, som forvalter fem aktive investeringsfonde med porteføljeselskaber med fokus på danske selskaber. Eksempelvis har fondene forvaltet af Erhvervsinvest Management A/S porteføljeselskabet European Freeze Dry ApS, der er leverandør af frysetørrede produkter inden for kød, fisk og skaldyr, oste samt frugt og grøntsager og har salg af smagsgivere til bl.a. visse former for bagværk. Derudover udgør porteføljeselskaberne fx Delika Food Group A/S, der producerer kødprodukter som bl.a. pålæg, pølser og røgvarer og er leverandør af andre fødevarer, og Samsø Syltefabrik A/S, der er leverandør af kolonialvarer til industrien, catering og dagligvarehandelen.
Foruden Erhvervsinvest Management A/S’ (indirekte gennem selskabet TM124 A/S) erhvervelse af enekontrol vil tre ledelsesmedlemmer i Bisca opnå ikke-kontrollerende minoritetsejerandele i Bisca i forlængelse af fusionen.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 20. marts 2024 kl. 12.
Bemærkninger sendes til:
Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
E-mail kfst@kfst.dk
Mrk.: Fusion Erhvervsinvest Management / Bisca
Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos fuldmægtig Katrine Sofie Hansen, tlf. 4171 5315 eller e-mail ksh@kfst.dk.
Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof
Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.