Øvrige nyheder

Forenklet anmeldelse af Uggerhøj Holding ApS’ erhvervelse af Brødrene Møll A/S

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget et udkast til anmeldelse af transaktionen mellem Uggerhøj Holding ApS (”Uggerhøj”) og Brødrene Møll A/S (”Brødrene Møll”).

Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

Udkastet til anmeldelse af fusionen lægger op til en forenklet anmeldelse. Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.

Brødrene Møll driver virksomhed med køb og salg af biler, bl.a. som autoriseret forhandler af nye personbiler og varevogne af mærket Volkswagen. Derudover har Brødrene Møll aktiviteter inden for salg af brugte biler inden for alle mærker, men fortrinsvist indenfor Volkswagen og Audi. Brødrene Møll tilbyder endvidere autoriseret service af nye og brugte personbiler og varevogne af mærkerne Volkswagen og Audi. Brødrene Møll driver sin forretning fra Hjørring.

Uggerhøj driver primært virksomhed med køb og salg af biler, fortrinsvis som autoriseret forhandler af personbiler og varevogne, samt leje af nye personbiler og varevogne. Derudover tilbyder Uggerhøj autoriseret service af nye og brugte personbiler og varevogne. Aktiviteterne omfatter autoriseret salg og service af følgende bilmærker; Citroën, Cupra, DS Automobiles, Fiat, Kia, Opel, Peugeot, Seat, Skoda og Volkswagen samt autoriseret service af Alfa Romeo og Jeep. Uggerhøj drives fra 8 forretninger i byerne Kokkedal, Aalborg, Tranbjerg, Brønderslev, Frederikshavn, Herning, Horsens og Hjørring.

Uggerhøj er desuden medejer af Dalsgaard Biler A/S, der er autoriseret forhandler af mærkerne Seat og Skoda, samt driver autoriseret serviceværksted af mærkerne SEAT, Skoda og Cupra.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 11. oktober 2024 kl. 12.

Bemærkninger sendes til:

Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby

E-mail: kfst@kfst.dk

Mrk.: Fusion Uggerhøj Holding / Brødrene Møll

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos fuldmægtig, Freja Pors Fischer, tlf. 4171 5181 eller e-mail: fpf@kfst.dk.

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.