Øvrige nyheder

Forenklet anmeldelse af Dagrofa ApS’ erhvervelse af enekontrol over Aarstiderne A/S

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget et udkast til anmeldelse af Dagrofa ApS’ erhvervelse af enekontrol over Aarstiderne A/S.

Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

 

Udkastet til anmeldelse af fusionen lægger op til en forenklet anmeldelse. Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.

Aarstiderne er leverandør af økologiske måltidskasser og fødevarer i Danmark, som hovedsageligt leveres via en abonnementsmodel til private kunder. Aarstiderne driver også en gårdbutik i Krogerup, hvorfra det er muligt at købe et udvalg af økologiske fødevarer. Aarstiderne leverer desuden økologiske fødevarer til virksomheder indenfor foodservice-sektoren samt frugtkurve og mødeforplejning til virksomheder.

Dagrofa er aktiv på dagligvaredetailmarkedet gennem kædekoncepterne MENY, SPAR, Min Købmand og Let-Køb, hvoraf størstedelen er drevet af selvstændige købmænd. Dagrofa er desuden aktiv på dagligvaregrossistmarkedet, hvor Dagrofa Logistik A/S leverer varer til detailhandelen og convenience-butikker/kiosker, herunder også til Dagrofas egne kæder. Derudover driver Dagrofa foodservicevirksomhed, hvor Dagrofa Foodservice A/S sælger dagligvarer til hoteller, restauranter, erhvervskantiner m.v.

 

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 19. november 2024 kl. 12.

 

Bemærkninger sendes til:

 

Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen

Carl Jacobsens Vej 35

2500 Valby

 

E-mail kfst@kfst.dk

 

Mrk.: Fusion Aarstiderne/Dagrofa

 

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos specialkonsulent Stine Sigsgaard, tlf. 4171 5262 eller e-mail ssn@kfst.dk.

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.