Øvrige nyheder

Forenklet anmeldelse af Altors erhvervelse af enekontrol over New Nutrition Holding, inkl. Hamlet Protein

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget et udkast til en anmeldelse af Altor Fund IV Holding AB’s (”Altor”) erhvervelse af enekontrol over New Nutrition Holding S.à r.l. (”New Nutrition”), som Altor i forvejen har fælleskontrol over sammen med Goldman Sachs.

Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

Udkastet til anmeldelse af fusionen lægger op til en forenklet anmeldelse. Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.

New Nutrition er et holdingselskab, hvis eneste formål er at eje aktierne i Hamlet Protein A/S. Hamlet Protein A/S er en dansk virksomhed, som beskæftiger sig med udvikling, produktion og salg af sojabaserede specialingredienser til brug i kvalitetsdyrefoder, primært målrettet pattegrise, kalve og fjerkræ.

Altor er en blandt flere private Altor-kapitalfonde, som investerer i mellemstore virksomheder i Norden og DACH-regionen (Tyskland, Schweiz, Østrig). Altor-fondene investerer i både private og offentlige selskaber indenfor forskellige forretningsområder. Blandt Altor fondenes porteføljeselskaber er blandt andet Haarslev-gruppen med hovedsæde i Danmark, der producerer produktionsudstyr, som anvendes til omdanne organiske restprodukter til input i andre industrier, bl.a. produktion af dyrefoder.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 22. november 2024, kl. 12.

Bemærkninger sendes til:

Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby

E-mail: kfst@kfst.dk

Mrk.: Fusion: Altor/ Hamlet Protein

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos chefkonsulent, Carina Hilt Jørgensen, tlf. 4171 5048 eller e-mail: chj@kfst.dk.

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.