Øvrige nyheder

Forenklet anmeldelse af Nobilis Group GmbH's erhvervelse af fælleskontrol over TMC Nordic A/S

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget et udkast til forenklet anmeldelse af Nobilis Group GmbH's erhvervelse af fælleskontrol over TMC Nordic A/S ("TMC"). Efter fusionen opnår Nobilis Group GmbH's ("Nobilis") fælleskontrol over TMC sammen med den nuværende ejer, The Sidewalk Run ApS.

Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

Udkastet til anmeldelse af fusionen lægger op til en forenklet anmeldelse. Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.

TMC er en dansk virksomhed, der er aktiv indenfor engrossalg af parfume og kosmetik i Norden (Danmark, Sverige, Norge og Finland). TMC har datterselskaberne TMC Nordic AB i Sverige og TMC Nordic AS i Norge.

Nobilis er aktiv inden for engrossalg af parfume og kosmetik i DACH-regionen (Tyskland, Østrig og Schweiz). Nobilis er et joint venture, hvor Gebr. Heinemann SE & Co. KG ("GB Heinemann") indgår som en del af ejerkredsen. GB Heinemann er aktiv inden for travel retail-branchen (taxfree) og driver i Danmark en række butikker i Københavns Lufthavn, hvorfra der blandt andet sælges kosmetik og parfume. GB Heinemann fungerer derudover som grossist for andre aktører inden for travel retail.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 18. december 2024 kl. 12:00.

Bemærkninger sendes til:

Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby

E-mail: kfst@kfst.dk

Mrk.: Fusion Nobilis/TMC

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos Sinan Cenk Øzcan, tlf. 4171 5146 eller e-mail cenk@kfst.dk.

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.