Øvrige nyheder

Markedshøring: Per Aarsleff ønsker at overtage CG Jensen A/S og Adserballe & Knudsen A/S m.fl.

Per Aarsleff, CG Jensen og Adserballe & Knudsen m.fl. har aktiviteter inden for blandt andet bygge- og anlægssektoren. Interesserede opfordres til at komme med bemærkninger.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget et udkast til anmeldelse af Per Aarsleff Holding A/S' (”Per Aarsleff”) erhvervelse af enekontrol over en række selskaber ejet af CG Jensen Holding A/S, herunder CG JENSEN A/S, CG Jensen Forsyning A/S, CG Jensen Ejendomme A/S og Adserballe & Knudsen Holding A/S, inkl. dennes datterselskaber Adserballe & Knudsen A/S og Ryttermarken 6 ApS.

Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

Per Aarsleff er en dansk fondsejet og børsnoteret entreprenørkoncern med flere specialiserede forretningsenheder inden for byggeri og anlæg, infrastruktur, klimatilpasning, miljø og energi. Derudover producerer Per Aarsleff jernarmerede betonpæle, som anvendes til fundering i bygge- og anlægsprojekter. Per Aarsleff er særligt aktiv i Danmark og de omkringliggende lande.

CG Jensen Holding A/S, som er ejet af CGJ Gruppen A/S og Jensen Gruppen A/S, består af en række selskaber, der er aktive inden for entreprenørvirksomhed og relaterede aktiviteter i Danmark. Transaktionen omfatter følgende af CG Jensen Holding A/S’ selskaber:

  • CG JENSEN A/S er en entreprenørvirksomhed, der er specialist i betonrenovering samt bredere anlægs- og byggeprojekter.
  • Adserballe & Knudsen A/S er en byggeentreprenørvirksomhed med en grøn profil, der fokuserer på bæredygtighed, træbyggeri og energirenovering.
  • CG Jensen Forsyning A/S er aktiv med opgaver indenfor forsyning, herunder særligt omlægning af infrastruktur i forbindelse med større anlægsprojekter.
  • CG Jensen Ejendomme A/S og Ryttermarken 6 ApS er ejendomsselskaber med fokus på at eje, udleje og udvikle fast ejendom samt beslægtet virksomhed.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 16. april 2026 kl. 12.

Bemærkninger sendes til:

Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby

E-mail: kfst@kfst.dk

Mrk.: Fusion Per Aarsleff / CG Jensen

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos Rasmus Rask Larsen, tlf. 4171 5242 eller e-mail rla@kfst.dk.

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.