Øvrige nyheder
Nye krav ved indkøb af netto-nulteknologiprodukter
Offentlige ordregivere skal inkludere nye krav ved indkøb af såkaldte ”netto-nulteknologiprodukter” som fx havvindmøller, solcellepaneler og vandkraftteknologi. Det fremgår af nye EU-regler, som trådte i kraft den 29. juni 2024.
Den 29. juni 2024 er en ny EU-forordning om netto-nulteknologi trådt i kraft, som indebærer nye indkøbskrav til offentlige ordregivere.
Indkøbskravene gælder alle udbud, der er omfattet af udbudsdirektiverne, og som samtidig inkluderer netto-nulteknologiprodukter. EU-Kommissionen udruller indkøbskravene i etaper.
Allerede fra 29. juni 2024 gælder, at ordregivere skal anvende mindst ét af følgende krav ved udbud af kontrakter og koncessioner om bygge- og anlægsopgaver:
- sociale eller beskæftigelsesrelaterede hensyn
- overholdelse af gældende cybersikkerhedskrav, eller
- rettidig leverance af den del af kontrakten, der vedrører nettonulteknologier
Kravene skal have form af enten tekniske specifikationer eller kontraktbetingelser og gælder for udbud, hvor udbudsbekendtgørelsen er offentliggjort den 29. juni 2024 eller senere.
Netto-nulteknologier omfattet af forordningen
Ordregivere skal anvende mindst et af de omtalte krav, når der indgår en netto-nulteknologi i den samlede udbudte kontrakt. Eksempelvis vil et udbud om etablering af nye kontorfaciliteter med solceller på taget være omfattet af de nye regler.
De netto-nulteknologier, der er omfattet af forordningen, er:
- solenergiteknologier, herunder: teknologier til solcelleenergi, solvarmekraft og solvarmeenergi
- teknologier, der udnytter vindenergi til lands og vedvarende offshoreenergi
- batteri- og energilagringsteknologier
- teknologier til varmepumper og geotermisk energi
- brintteknologier, herunder elektrolysatorer og brændselsceller
- teknologier til bæredygtig biogas og biomethan
- CCS-teknologier
- elnetteknologier såsom elektriske opladningsteknologier til transport og teknologier til digitalisering af nettet
- nukleare fissionsenergiteknologier, herunder nukleare brændselskredsløbsteknologier
- teknologier til bæredygtige alternative brændstoffer
- vandkraftteknologier
- teknologier til vedvarende energi, der ikke er omfattet af de foregående kategorier
- energisystemrelaterede energieffektivitetsteknologier, herunder varmenetteknologier
- teknologier til vedvarende brændstoffer af ikkebiologisk oprindelse
- bioteknologiske klima- og energiløsninger
- transformative industrielle teknologier til dekarbonisering, der ikke er omfattet af de foregående kategorier
- teknologier til CO2-transport og -anvendelse
Senere i 2024 og 2025 vil Europa-Kommissionen fastlægge yderligere indkøbskrav knyttet til bæredygtighed og resiliens. De nye regler skal samlet understøtte den grønne omstilling ved at styrke industrien for fremstilling af netto-nulteknologiprodukter i Europa.
Offentlige ordregivere har mulighed for at indarbejde yderligere krav til bæredygtighed, som ligger ud over de forpligtelser, der følger af forordningen.
Baggrundsoplysninger
- De nye EU-regler, der er vedtaget for at styrke Europas økosystem for fremstilling af netto-nulteknologiprodukter, fremgår af Europa-Parlamentets forordning EU 2024/1735 af 13. juni 2024. Forordningen omtales ofte også ved sit engelske navn 'Net Zero Industry Act', og kravene til offentlige indkøb og udbudsprocedurer fremgår af artikel 25.
Hent forordning (EU) 2024/1735 af 13. juni 2024 (pdf) - I Danmark har Erhvervsstyrelsen det overordnede ansvar for håndtering, facilitering og implementering af den samlede regulering om fastlæggelse af en ramme for foranstaltninger til styrkelse af Europas økosystem for fremstilling af nettonulteknologiprodukter, i samarbejde med relevante ressortministerier.
Tilmeld dig nyhedsbrevet: Nyt om udbud
I nyhedsbrevet orienterer styrelsen løbende om de nyeste vejledninger, udbudsregler, arrangementer om udbud og andre nyheder om udbud og indkøb.