Øvrige nyheder

Nyt om udbud: Ny guide om innovative indkøb

Her kan du læse om udgivelsen af ny guide om innovative indkøb på sundhedsområdet samt om relancering af udbud.dk 12. november 2024.

Ny guide om innovative indkøb på sundhedsområdet

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har netop udgivet en guide om innovative indkøb på sundhedsområdet. Guiden giver et indblik i de overvejelser, der kan være i forbindelse med innovative samarbejder eller indkøb af innovative løsninger.

Guiden tager udgangspunkt i sundhedssektoren, men kan også bruges af andre, da det vil være de samme overvejelser, der gør sig gældende. Udover guiden er der også et printvenligt beslutningstræ, der giver et godt overblik over nogle af de forskellige scenarier, som innovative indkøb kan udspringe fra.

Se guide om innovative indkøb


Udbud.dk lukker for annonceringer i perioden 5.-12. november

Udbud.dk relanceres 12. november 2024

I overgangsperioden mellem 5. november og 12. november 2024, vil det ikke være muligt at foretage ændringer til publicerede annoncer på udbud.dk. Dette betyder, at du fx ikke kan lægge nye filer op på en annonce, eller ændre i annoncens indhold, herunder tidsfrister.

Ændringer i tidligere annoncerede indkøb under tærskelværdien eller indkøbsplaner kan derfor først gennemføres 12. november.

Vi anbefaler, at man så vidt muligt planlægger sine annonceringer således, at ansøgnings- eller tilbudsfrist ligger før 5. november 2024, eller at man venter med at oprette annonceringen til efter 12. november 2024.

Hvis der er et uopsætteligt behov for at annoncere en opgave i overgangsperioden, skal dette ske på TED.

Har du aktive annoncer eller søgeagenter på udbud.dk?

I forbindelse med relanceringen opgraderes annonceformatet til et nyt format baseret på e-formularer. Efter relanceringen vil annoncer baseret på det hidtidige format, ikke kunne fremsøges i samme søgemodul som de nye e-formularbaserede annoncer.

Du får fra 5. november muligheden for at overføre din annonce til det nye format. Bemærk dog, at den genindtastede annonce først vil være synlig for andre i det nye format 12. november. Indtil da vil din annonce fortsat kunne fremfindes på udbud.dk i det hidtidige format, og din eventuelle annonceringspligt vil derfor fortsat være afløftet. En genindtastning i det nye format vil dog give øget søgbarhed og synlighed over for potentielle leverandører. Hvis du har en aktiv annonce, modtager du en mail på den e-mailadresse, som er angivet i annoncen.

Har du en søge agent på udbud.dk vil du efter 5. november ikke længere modtage opdateringer. Du vil skulle oprette søgeagenter i det nye format efter d. 12. november 2024.

Har du spørgsmål til relanceringen eller til genindtastning af aktive annoncer kan du kontakte MitUdbud-Projektet i overgangsperioden på mitudbud@erst.dk.

Relanceringen af udbud.dk sker den 12. november. Du kan læse mere om den her.

Relanceringen af udbud.dk sker som en del af projektet MitUdbud, som er medfinansieret af EU. 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet: Nyt om udbud

I nyhedsbrevet orienterer styrelsen løbende om de nyeste vejledninger, udbudsregler, arrangementer om udbud og andre nyheder om udbud og indkøb.