Øvrige nyheder
Opdateret vejledning om e-formularer
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har netop offentliggjort en opdateret version af vejledningen om e-formularer. Opdateringen indeholder bl.a. beskrivelser ift. nye felter.
Europa-Kommissionen har ved udgangen af 2023 indført ændringer til de e-formularer, som anvendes ved bekendtgørelser og meddelelser til brug ved EU-udbud. Ændringerne omfatter bl.a., at der er kommet nye felter, og at der er foretaget ændringer i allerede eksisterende felter.
Derudover er der indført en række nye formulartyper bl.a. til brug for indkaldelse til markedsdialog og annoncering under tærskelværdierne. Ændringerne følger af gennemførelsesforordning (EU) 2023/2884 af 20. december 2023 og er offentliggjort med opgradering af det såkaldte SDK til version 1.13.
Opdateret vejledning er tilgængelig
På baggrund af ændringerne har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opdateret vejledningen "E-formularer: Vejledning og opslagsværk til udfyldelse af e-formularer ved EU-udbud".
Vejledningen er nu tilgængelig og indeholder opdaterede oplysninger om udelukkelsesgrunde, egnethedskrav, udvælgelseskriterier og tildeling af kontrakter. Derudover er der tilføjet yderligere oplysninger til kapitel 4, der omhandler felter til afrapportering på sektorlovgivning samt mindre ændringer i felternes navngivning og sproglige justeringer.
Gå til E-formularer: Vejledning og opslagsværk til udfyldelse af e-formularer ved EU-udbud
Nye formularundertyper
Med Kommissionens gennemførelsesforordning, er der også blevet indført en række formulartyper, der frivilligt kan anvendes uden for ud-budsdirektivernes anvendelsesområde.
Det drejer sig om seks nye formulartyper (E1-E6). De nye formularer kan bruges til indkaldelse til markedsdialog, til indkøb under tærskelværdien, samt meddelelse om kontraktfærdiggørelse.
Der introduceres ikke med de nye formulartyperne til brug under tærskelværdien nogle nye felter, og alle felter der fremgår i disse, vil således kunne genkendes fra de eksisterende formularer til brug i forbindelse med de øvrige udbudsprocedurer. Til de to øvrige formulartyper om markedsdialog og kontraktgennemførelse introduceres enkelte nye felter. Disse er behandlet i vejledningen.
Nye felter
”Angivelse af oplysninger om genbesøgte vurderinger og klager”
I forbindelse med udfyldelse af bekendtgørelse om indgåede kontrakter kan ordregiver under resultaterne for hver delkontrakt udfylde oplysninger om antallet af klager, som ordregiver har modtaget på tidspunktet for offentliggørelsen af bekendtgørelsen. De nye felter om detaljeret afrapportering om anmodning om genbesøgte beslutninger og klager er for danske ordregivere frivillige at udfylde.
Yderligere muligheder for afrapportering om sektorlovgivning
Med den nye version af vejledningen beskrives desuden felter til ordre-givers afrapportering af indkøb omfattet af det reviderede energieffektivitetsdirektiv (EEDR) og felter der skal udfyldes, hvis Forordningen om instrumentet for internationale offentlige udbud (IPI) finder anvendelse på udbuddet.
Udbud.dk
På udbud.dk vil du fremover også møde e-formularer, når du skal oprette indkøb under tærskelværdien eller annoncere indkøbsplaner. Det sikrer en genkendelighed i opbygning af formularerne og brug af data, der lettere kan genanvendes senere i udbudsprocessen eller i nye annoncer. Dette betyder også, at vejledningen om e-formularer kan anvendes til udfyldelse af annonceringer under tærskelværdien på udbud.dk.
Tilmeld dig nyhedsbrevet: Nyt om udbud
I nyhedsbrevet orienterer styrelsen løbende om de nyeste vejledninger, udbudsregler, arrangementer om udbud og andre nyheder om udbud og indkøb.