Øvrige nyheder

Nyt lovforslag vil ophæve tilbudsloven og indføre krav om arbejdsklausuler

Det fremgår af regeringens lovprogram, at tilbudsloven og udbudsloven skal revideres med fremsættelse af et lovforslag i februar 2026. Derfor har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen igangsat en offentlig høring af udkast til lovændringen. Høringen af ændringerne løber frem til d. 8. december.

Hvilke ændringer indeholder lovforslaget?

Lovforslaget lægger bl.a. op til en ophævelse af tilbudsloven. Indkøb af bygge- og anlægsarbejder under EU-tærskelværdien vil derfor fremover blive reguleret efter få bestemmelser i udbudsloven. Lovforslaget udmønter desuden et af initiativerne i regeringens pakke om ny overenskomstregulering for udenlandsk arbejdskraft og nye initiativer mod social dumping af juni 2025 ved at indføre krav om arbejdsklausuler i bygge- og anlægskontrakter over tærskelværdien, der ikke er mindre gunstige end dem, der gælder i henhold til kollektive overenskomster. 

Derudover indeholder lovforslaget en ophævelse af udbudslovens bestemmelse om automatisk udelukkelse af virksomheder fra skattelylande i offentlige udbud på baggrund af ny praksis fra EU-domstolen.

Endelig indeholder lovforslaget flere mindre ændringer af udbudsloven samt lov om Klagenævn for Udbud. 

Find alle høringsdokumenter på Høringsportalen

Tilmeld dig nyhedsbrevet: Nyt om udbud

I nyhedsbrevet orienterer styrelsen løbende om de nyeste vejledninger, udbudsregler, arrangementer om udbud og andre nyheder om udbud og indkøb.