Pressemeddelelse
Ankenævn: Nets skal sætte priserne ned nu
Nets skal nu sænke sine gebyrer for køb med dankort på internettet. Det har Konkurrenceankenævnet afgjort.
I maj 2013 afgjorde Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, at Nets tager for høje gebyrer fra netbutikkerne, når forbrugerne betaler med dankort. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen påbød Nets at nedsætte dankortgebyrerne ved nethandel til et beløb, som ikke overstiger 1,20 kroner i gennemsnit.
Nets har anket Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelse til Konkurrenceankenævnet og har bedt om, at afgørelsen først kan træde i kraft, når nævnet har behandlet sagen.
Konkurrenceankenævnet har ikke fundet, at Nets’ anke over Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelse skal tillægges opsættende virkning. Det medfører, at Nets skal følge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelse indtil nævnet har taget endelig stilling til sagen.
Det betyder, at Nets fra tirsdag den 16. juli 2013 skal sænke sine gebyrer til gennemsnitligt 1,20 kr. per transaktion.
Konkurrenceankenævnet skriver i sin afgørelse:
"I den foreliggende sag må der lægges vægt på, at hensynet til en effektiv håndhævelse af betalingstjenestelovens regler, herunder § 79, set overfor Nets’ rent økonomiske interesse taler afgørende imod at tillægge en klage til Konkurrenceankenævnet om ophævelse af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelse opsættende virkning."
For yderligere information kontakt pressesekretariatet i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen på telefon 4171 5098.
Relateret materiale
Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.