Pressemeddelelse

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen politianmelder Metro

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har politianmeldt Metro. Grossistvirksomheden undlod at give centrale oplysninger til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i sagen om en eventuel fusion med EuroCater.

Direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Agnete Gersing, siger:

Metro undlod at give os oplysninger, der var væsentlige for vores arbejde med at undersøge, om fusionen ville være skadelig for konkurrencen. Det er alvorligt, og vi har derfor valgt at anmelde sagen til SØIK.

Hvis vi godkender en fusion, der begrænser konkurrencen betydeligt, kan det få alvorlige konsekvenser. Det kan skade andre virksomheder, og i sidste ende vil det gå ud over forbrugerne.

Metro og EuroCater henvendte sig i begyndelsen af oktober 2014 til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen med henblik på at få godkendt EuroCaters overtagelse af to Metro-varehuse i Danmark.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen brugte betragtelige ressourcer på indledende undersøgelser. De viste, at fusionen kunne hæmme den effektive konkurrence betydeligt.

Undersøgelserne viste også, at Metro havde undladt at give helt centrale oplysninger om en anden mulig køber. Oplysningerne var væsentlige for at vurdere, om fusionen kunne godkendes. På den baggrund har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen valgt at anmelde sagen til Statsadvokaten for Særlig International og Økonomisk Kriminalitet (SØIK).

Konkurrenceloven foreskriver, at fusioner, der hæmmer den effektive konkurrence betydeligt, skal forbydes. Fusionen mellem Metro og EuroCater kunne derfor ikke godkendes uden omfattende og yderligere undersøgelser. Det fik parterne besked om sidst i november. Parterne opgav herefter fusionen.

På det tidspunkt havde Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen endnu ikke modtaget en fuldstændig anmeldelse af den komplicerede fusion fra Metro og EuroCater. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har 25 dage til at behandle en fusion, hvis den er uproblematisk, og yderligere 90 dage, hvis den er kompliceret.

For yderligere oplysninger kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, 4171 5098.

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.