Pressemeddelelse
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen lukker sag om tagpap-branchen
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen lukker sag om mulige konkurrencebegrænsende aftaler i den danske tagpap-branche.
Direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Jakob Hald, siger:
I Konkurrencerådet vurderede vi oprindeligt, at centrale aktører inden for tagpap-branchen var gået sammen om at holde konkurrenter ude, og at det var i strid med konkurrenceloven. Konkurrencerådet traf afgørelse om, at det var tilfældet, men Konkurrenceankenævnet fandt, at vi ikke med den fornødne sikkerhed havde godtgjort, at adfærden var i strid med loven.
Vi har gennemført en række yderligere undersøgelser og juridiske analyser. Vi mener ikke, at det vil være hensigtsmæssigt – hverken i forhold til sagens parter eller en effektiv anvendelse af styrelsens ressourcer – at fortsætte sagsbehandlingen, måske flere år endnu. På den baggrund og ikke mindst med afsæt i Ankenævnets vurdering af sagen og dens beviser, er det besluttet, at sagen lukkes.
I maj 2017 afgjorde Konkurrencerådet, at Icopal Danmark ApS, Nordic Waterproofing A/S, Danske Tagpapfabrikanters Brancheforening (DTB) og Tagpapbranchens Oplysningsråd (TOR) ulovligt havde holdt konkurrenter ude af markedet, blandt andet gennem en branchestandard.
Sagens parter ankede Konkurrencerådets afgørelse til Konkurrenceankenævnet, og i september 2018 ophævede Konkurrenceankenævnet afgørelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling og afgørelse i Konkurrencerådet.
Konkurrenceankenævnet fandt, at det ikke med den fornødne sikkerhed er godtgjort, at der foreligger en såkaldt ”til formål”-overtrædelse af konkurrenceloven. Konkurrenceankenævnet har forholdt sig til centrale beviser i sagen og lagt vægt på, at standarder ikke som udgangspunkt anses for konkurrencebegrænsende. Ankenævnet nævner blandt andet, at selv om det er godtgjort, at standarderne er blevet brugt til at give de indklagede virksomheder en vis konkurrencemæssig fordel, så har det efter nævnets opfattelse ikke været det styrende hensyn bag standarderne og/eller TOR Godkendt.
Undersøgelser i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder en fornyet bevisgennemgang og undersøgelser i markedet, har siden vist, at det vil kræve endnu flere analyser, før det kan afgøres, om der er tale om en overtrædelse af konkurrenceloven eller ej. Det vurderes, at ressourceforbruget herved ikke vil stå mål med den mulige effekt på markedet. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har derfor besluttet at lukke sagen efter konkurrencelovens §15.
Når en sag lukkes efter konkurrencelovens §15, kan Konkurrence – og Forbrugerstyrelsen vælge at tage sagen op igen på et senere tidspunkt, hvis væsentlige nye oplysninger skulle dukke op.
For yderligere information kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 41 71 50 98.
Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.