Pressemeddelelse

HusCompagniet opgiver fusion med eurodan-huse

HusCompagniet og eurodan-huse har trukket deres fusionsanmeldelse tilbage, så Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen indstiller behandlingen af sagen.

Formand for Konkurrencerådet, professor Christian Schultz, siger:

Parterne har valgt at trække deres anmeldelse af fusionen, før Konkurrencerådet kunne træffe afgørelse i sagen. Den anmeldte fusion bliver dermed ikke gennemført. Styrelsens undersøgelser pegede i retning af, at fusionen kunne skade konkurrencen og føre til højere priser på nybyggede typehuse.

HusCompagniet A/S og eurodan-huse A/S anmeldte i oktober 2019 deres fusion til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Konkurrencemyndighederne skal ifølge reglerne godkende en fusion, hvis den ikke hæmmer den effektive konkurrence betydeligt. Hvis det omvendte er tilfældet, skal fusionen forbydes.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har gennemført omfattende markedsundersøgelser, hvor blandt andet kunder, leverandører og konkurrenter er blevet hørt samt foretaget en række økonomiske analyser. Styrelsen udtrykte på den baggrund konkurrencemæssige betænkeligheder ved fusionen over for parterne. Parterne valgte herefter, at trække anmeldelsen tilbage, så Konkurrencerådet ikke skulle træffe afgørelsen i sagen. Fusionen bliver således ikke gennemført.

Både HusCompagniet og eurodan-huse er byggevirksomheder, hvis hovedaktiviteter består i at designe, bygge og sælge nøglefærdige typehuse, herunder parcel- og rækkehuse, til primært private kunder. HusCompagniet er ejet af kapitalfonden EQT, og det var hensigten, at HusCompagniet med fusionen overtog 100 procent af aktierne i eurodan-huse.

For yderligere information kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 41 71 50 98.

 

 

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.