Pressemeddelelse

Konkurrenceankenævn: Informationsudveksling mellem tøjforhandlere var ulovlig

Konkurrenceankenævnet har afgjort to sager om ulovlig udveksling af informationer mellem på den ene side Hugo Boss og på den anden side henholdsvis Kaufmann og Ginsborg. I begge sager stadfæstede ankenævnet, at virksomhedernes udveksling af blandt andet priser var i strid med konkurrencereglerne.

Vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Bitten Thorgaard Sørensen, siger:

Når en leverandør af nogle produkter har egne butikker, er leverandøren samtidig også konkurrent til sine forhandlere af disse produkter. Den situation kræver, at virksomhederne er særligt påpasselige med, hvilke informationer de udveksler.
Hugo Boss har udvekslet information med sine forhandlere, Kaufmann og Ginsborg, om blandt andet rabatter i Hugo Boss’ egne butikker. Det kunne begrænse konkurrencen horisontalt mellem butikkerne. Det, har først Konkurrencerådet og nu også Konkurrenceankenævnet vurderet, var ulovligt.

I sin kendelse i sagen om Hugo Boss og Axel Kaufmann skriver Konkurrenceankenævnets flertal:

”Vi bemærker hertil, at der ved parallel distribution kan foregå kommunikation af strategisk karakter mellem en leverandør og en forhandler, som er både naturlig og nødvendig for at pleje det vertikale samarbejdsforhold. Dette forhold ændrer imidlertid ikke ved, at producentens oplysninger om priser, rabatter og mængder på de varer, som producenten selv sælger på detailmarkedet, har horisontal karakter.”

”… eftersom det i øvrigt af Hugo Boss og Axel Kaufmann anførte ikke kan føre til et andet resultat, tiltræder vi, at Hugo Boss og Axel Kaufmann i strid med konkurrencelovens § 6, stk. 3, jf. stk. 1, og TEUF artikel 101, stk. 1, har indgået en samordnet praksis om informationsudveksling af priser, rabatter og/eller mængder i forbindelse med fremtidige udsalg.”

Tilsvarende citater findes i Konkurrenceankenævnets kendelse om Hugo Boss og Ginsborg.

Konkurrenceankenævnet har stadfæstet Konkurrencerådets afgørelser i to sager. Sagerne vedrører informationsudveksling mellem Hugo Boss og tøjforhandlerne Kaufmann og Ginsborg. 

Omdrejningspunktet i sagerne er informationsudvekslingen på det såkaldte ”horisontale niveau”, hvor Hugo Boss sælger tøj til forbrugerne i egne butikker i konkurrence med Kaufmann og Ginsborg. Udvekslingen af information om priser, rabatter og mængder mellem de konkurrerende tøjforhandlere kan have betydet færre varer på udsalg og lavere rabatter. 

Ud over den horisontale forbindelse til Ginsborg og Kaufmann, har Hugo Boss også haft en såkaldt ”vertikal forbindelse”, idet Hugo Boss er leverandør til de to forhandlere. 

I den ene sag har Hugo Boss og Kaufmann udvekslet informationer om priser med videre fra januar 2014 til november 2017. Og i den anden sag har Hugo Boss og Ginsborg fra december 2014 til april 2018 tilsvarende udvekslet informationer.

Konkurrencerådet har besluttet, at sagerne skal anmeldes til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) for en strafferetlig forfølgelse. Anmeldelsen har afventet Konkurrenceankenævnets afgørelse.

For yderligere information

Kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 41 71 50 98.

Links

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.