Pressemeddelelse
Yderligere to virksomheder har deltaget i kartelsamarbejde i regi af Nye Visioner
Pia Valsted og Nye Visioner v/Jens Schmidt har erkendt, at de har overtrådt konkurrenceloven ved at indgå i aftaler om priser og kundedeling i regi af forretningskonceptet Nye Visioner. Konkurrencerådet har tidligere udstedt bøder til 10 andre virksomheder i samme sagskompleks.
Pia Valsted (tidligere Nye Visioner v/Pia Valsted) og Nye Visioner v/Jens Schmidt har erkendt at have overtrådt konkurrencelovens forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler. Overtrædelserne har fundet sted i henholdsvis 6 år og i hvert fald 9 måneder.
Virksomhederne kan pålægges en bøde for overtrædelsen. Bøden kan imidlertid ikke overstige 10 pct. af virksomhedernes omsætning i det år, der går forud for tilkendegivelsen, og da parterne ikke har haft en omsætning i det for bøden relevante regnskabsår, er bøderne i begge tilfælde fastsat til nul kroner.
Forretningskonceptet Nye Visioner udbyder blandt andet kurser inden for personlig planlægning og effektivitet, mødeledelse, stressforløb og cheftræningsforløb. Udvikleren af Nye Visioner stiller mod provision konceptet til rådighed for en række virksomheder, som herefter bliver partnervirksomheder i Nye Visioner.
Tidligere har 10 andre virksomheder erkendt at have indgået ulovlige aftaler om priser og deling af kunder i regi af Nye Visioner. Disse 10 virksomheder har fået bøder mellem 6.000 og 90.000 kroner for deres overtrædelser.
Alle bøder i sagskomplekset er begrænset af, at bøden højst kan udgøre 10 procent af den enkelte virksomheds omsætning i det regnskabsår, der går forud for en afgørelse.
For yderligere information
Kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 41 71 50 98.
Links
- Se tilkendegivelse for Nye Visioner v/Jens Schmidt
- Se tilkendegivelse for Pia Valsted (Tidligere Nye Visioner v/Pia Valsted)
- Læs pressemeddelelse af 17. oktober 2022 om de første fire bøder i regi af Nye Visioner
- Læs pressemeddelelse af 18. november 2022 om femte bøde i regi af Nye Visioner
- Læs pressemeddelelse af 18. januar 2023 om yderligere fem bøder i regi af Nye Visioner
Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.