Pressemeddelelse
Lovforslag: Fængselsstraf for grov vildledning i markedsføring
Regeringen har netop fremsat forslag til en lov, som skal gøre det muligt at idømme fængselsstraf for groft eller systematisk at overtræde markedsføringslovens forbud mod vildledning. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har stået for det lovforberedende arbejde.
Særligt grove og systematiske overtrædelser af markedsføringslovens vildledningsforbud vil kunne give fængselsstraf i op til fire måneder ifølge det lovforslag, som regeringen netop har fremsat.
Lovforslaget vedrører en ændring af markedsføringsloven, hvor indførelsen af fængselsstraf kan sende et væsentligt præventivt signal. I januar 2022 blev bødeniveauet for overtrædelser af markedsføringsloven hævet.
Forbrugerombudsmanden, der fører tilsyn med markedsføringsloven, har gennem flere år oplevet virksomheder, som systematisk har overtrådt reglerne om vildledende markedsføring. Trods politianmeldelse er overtrædelserne i flere tilfælde fortsat.
Lovforslaget ventes at træde i kraft med virkning fra 1. juli 2023. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har stået for det lovforberedende arbejde i forbindelse med lovforslaget.
For yderligere information
Kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 41 71 50 98.
Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.