Pressemeddelelse

Konkurrenceankenævnet: Hübsch har overtrådt konkurrencereglerne

Interiørvirksomheden Hübsch har ulovligt koordineret priser og udvekslet prisoplysninger med en konkurrent. Det indebar, at kunderne skulle betale et Covid-19-gebyr og blev pålagt prisstigninger på størstedelen af Hübsch’ varer. Konkurrenceankenævnet har stadfæstet Konkurrencerådets afgørelse i sagen.

Vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Tine Rønde, siger: 

Hübsch har hævet sine priser efter at have drøftet størrelsen af prisstigningerne med en konkurrent, som også satte sine priser op. Det skader kunderne og er en klar overtrædelse af konkurrencereglerne, hvilket Konkurrenceankenævnet også slår fast.

Konkurrenceankenævnet har stadfæstet Konkurrencerådets afgørelse fra marts 2024 om, at interiørvirksomheden Hübsch har overtrådt konkurrencereglerne ved at koordinere priser og udveksle prisoplysninger med en konkurrent.

I sin kendelse skriver Konkurrenceankenævnet blandt andet:

”Konkurrenceankenævnet finder, at korrespondancen mellem de konkurrerende virksomheder udgør en horisontal samordnet praksis, idet de konkurrerende virksomheder koordinerede deres adfærd ved dels at informere om den markedsadfærd, som de hver især selv overvejede at følge, dels reelt påvirkede hinandens markedsadfærd i forbindelse med pris- og gebyrfastsættelser. Formålet med korrespondancen og prisudvekslingen var at fjerne eller reducere usikkerheden med hensyn til virksomhedernes adfærd på markedet.”

”En sådan koordinering af priser mellem konkurrenter er objektivt set egnet til og har dermed til formål at begrænse konkurrencen. Den samordnede praksis udgør efter sin art en mærkbar begrænsning af konkurrencen.”

Sagen handler om, at interiørvirksomheden Hübsch, der blandt andet producerer køkkentilbehør, produkter til borddækning, møbler og andet boligtilbehør, har koordineret priser og udvekslet prisoplysninger med en konkurrent. Det førte til indførelsen af et Covid-19-gebyr, som blev pålagt alle ordrer, samt generelle prisstigninger på størstedelen af Hübsch’ varer.

Koordineringen af priser og udvekslingen af prisoplysninger skete i perioden januar 2021 til og med i hvert fald juli 2021 i forbindelse med lanceringen af virksomhedernes forårs-/sommerkollektioner og igen i forbindelse med lanceringen af deres efterårs-/vinterkollektioner for 2021.

Konkurrenten, som Hübsch koordinerede priser og udvekslede prisoplysninger med, var virksomheden Broste Copenhagen, der i april 2023 erkendte at have overtrådt konkurrencereglerne og vedtog en bøde på seks millioner kroner.

Sagen mod Hübsch vil nu blive indbragt for Sø- og Handelsretten med henblik på, at Hübsch pålægges en civil bøde.

For yderligere information:

Kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 4171 5098.

Sådan foregik den ulovlige adfærd

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har ved en kontrolundersøgelse blandt andet indhentet e-mails, sms’er og telefonbeskeder. Nedenfor eksempler herpå*:

Intern mail mellem ledende medarbejdere hos Hübsch:

”(…) Lige for god orden skyld

Sætter vi det op i forhold til aftale med Broste (…)

Så er det vigtigt vi lige holder det for os selv og bare melder naturligt ud i HB [Hübsch], at vi har valg at sætte priserne op pga bla la pr 01/02

Så det ikke ”lugter for meget”

Telefonbesked fra en ledende medarbejder hos Hübsch’ konkurrent til en ledende medarbejder hos Hübsch:

”(…) vi kommer til at lade de varer, som reelt får et hak i tuden qua corona‐‐ det giver vi en prisstigning alt i størrelsesordenen, tror jeg, tre til fem‐seks procent, afhængig af, hvad det kan tåle og hvor prisen, du ved, lige psykologisk lander korrekt. Og så lige som dig, tror jeg vi kommer til måske i stedet for tre procent, kommer vi nok til at prøve med fire procent. (…) vi er sådan lidt uenige om procentstørrelsen på nuværende tidspunkt. Men‐‐, du er mere end velkommen til at ringe, [navn, ledende medarbejder hos Hübsch]. Jeg synes det er super cool, at vi kan dele lidt de her ting. Det glæder mig. Ja, vi snakkes ved.”

SMS-korrespondance mellem ledende medarbejder hos Hübsch og ledende medarbejder hos Hübsch’ konkurrent:

Ledende medarbejder hos Hübsch:
”FYI. Vi laver pr 16/8 et 5% tillæg pga priserne. (…)

Ledende medarbejder hos Hübsch’ konkurrent:
”Tak [navn, ledende medarbejder hos Hübsch].

Ledende medarbejder hos Hübsch:
”Hvad ligger jeres på?”

Ledende medarbejder hos Hübsch’ konkurrent:
”Stadig 4%

*De firkantede parenteser er indsat af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.