Pressemeddelelse

Ny analyse af konkurrencen i voksentandplejen

Konkurrencen i tandlægebranchen kan styrkes. Det viser en ny analyse, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har bidraget til som en del af et tværministerielt samarbejde om nye rammer for voksentandplejen.

Voksentandplejen kan indrettes bedre til gavn for samfundet og danskernes tandsundhed. Analysen ”Konkurrenceforhold, ejerskab og prisfastsættelse i voksentandplejen” viser, at konkurrencen kan styrkes til fordel for patienterne og samfundet som helhed.

Analysen er et resultat af et tværministerielt arbejde om en ny model for voksentandplejen i Danmark. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har deltaget i den af regeringen nedsatte arbejdsgruppe på området for voksentandplejen og har i den forbindelse bidraget med at udarbejde konkurrenceanalysen.

Der er flere indikationer på, at der i dag ikke er tilstrækkelig med konkurrence i branchen. Og det kan være en af flere årsager til, at prisniveauet er højt, og at priserne på tandbehandling er steget mere i perioden 2018-2024 end priserne på øvrige sundhedsydelser samlet set.

Af hensyn til blandt andet sundhed og patientsikkerhed er der en omfattende regulering af tandlægebranchen. Analysen viser dog, at reguleringen på nogle punkter skaber unødige barrierer for konkurrencen.

Eksempelvis må klinikkerne ikke give rabatter på visse ydelser, som lovmæssigt er underlagt faste priser. Analysen argumenterer for, at lavere priser kan opnås ved at indføre maksimalpriser på disse ydelser. Både regionerne og patienterne vil potentielt kunne opnå væsentlige besparelser herved.

Endvidere er ejerskab i tandlægebranchen reguleret sådan, at en tandlæge højest må eje to klinikker. Reglen begrænser konkurrencen, fordi den gør det svært for klinikkerne at opnå stordriftsfordele. Blandt andet er det usmidigt at dele specialtandlæger og -udstyr mellem klinikker. Erfaringerne med kliniksamarbejder viser, at det er muligt at have eksternt ejerskab, uden at det går ud over patientsikkerhed og patienternes oplevede kvalitet.

For yderligere information

Kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 41 71 50 98.

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.