Pressemeddelelse
Konkurrencemæssige krav til fibernetselskaber sendes i høring
For at fremme en sund konkurrencesituation til gavn for både forbrugere og virksomheder stiller Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen krav til en række netselskaber, der ejer fibernet i Danmark. Det omfatter prislofter for fiberleje og andre vilkår, så virksomheder, der ønsker at sælge bredbånd via fibernettet, får rimelige konkurrencevilkår. I kravene er der taget hensyn til, at telesektoren har stigende udgifter til for eksempel at beskytte kritisk infrastruktur. Udkastene til de afgørelser, som indeholder kravene for den kommende fem-årsperiode, er netop offentliggjort og sendt i høring af styrelsen.
Som uafhængig telemyndighed har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen sendt udkast til afgørelser om 13 fibernetselskaber i høring. Afgørelserne skal afhjælpe konkurrencemæssige problemer på bredbåndsmarkedet.
Hvert femte år identificerer Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen geografiske områder i Danmark, hvor det er nødvendigt at gribe ind over for fibernetselskaber på grund af manglende konkurrence. Det kan for eksempel være områder, hvor der kun er én fibernetforbindelse, og hvor ejeren af fibernetforbindelsen derfor i fravær af et prisloft vil kunne sætte en meget høj fiberleje.
Tiltagene skal understøtte rimelige priser og valgfrihed for slutkunderne, og at bredbåndsudbydere, som ønsker at leje sig ind på fibernetforbindelsen, kan konkurrere på lige fod med netselskaber, som ejer fiberforbindelser og som også udbyder bredbåndsforbindelser. Samtidig er det et hensyn at understøtte innovation, fortsat udbygning af fibernettet og sikring mod fx cyberangreb.
De 13 udkast til afgørelser, som er sendt i høring, lægger op til, at:
- Fem fibernetselskaber (Aura, BornFiber, EnergiFyn, Fibia og Norlys) bindes til egne tilsagn, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen godkender, når den endelige afgørelse træffes.
- Et enkelt fibernetselskab (TDC) får pålagt forpligtelser, da selskabet ikke har præsenteret tilsagn, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan acceptere.
- Syv fibernetselskaber (Jysk Energi, RAH, SEF, Thy-Mors Energi, Nordenergi og MES) får pålagt forpligtelser, som primært indebærer, at de skal holde deres fibernet åbne for udbydere i detailleddet. De syv sælger alene fibernet engros og er ikke selv til stede i detailleddet.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har desuden vurderet, at konkurrencesituationen har ændret sig, så der er områder, hvor TDC ikke længere skal være reguleret. Det drejer sig om Struer og Holstebro byområder samt om hele lavkapacitetsmarkedet, som omfatter bredbånd via kobbertelefonledninger og bredbånd via fast trådløs.
Udkastene til tilsagn og forpligtelser indeholder blandt andet prislofter for den leje, fibernetselskaberne må opkræve i de kommende fem år. Prislofterne er noget højere end de prislofter, som fibernetselskaberne har været underlagt siden 2021. Det skyldes især tre forhold:
- De generelle prisstigninger har medført højere priser på udstyr, der bruges i fibernet.
- Den tilladte forrentning af investeret kapital i telenet stiger som følge af, at renteniveauet er steget.
- Det skal være muligt at få dækket eventuelle højere omkostninger til at sikre fibernettene mod for eksempel cyberangreb. Til brug herfor har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fået udarbejdet en særlig analyse, som ledte til, at en række ekstra omkostninger blev medtaget i beregningen af prislofterne.
Prislofterne er ikke ens for alle fibernetselskaber, hvilket blandt andet skyldes, at omkostningerne er forskellige på tværs af fibernetselskaber. For eksempel vil befolkningstætheden i det område, hvor fibernetselskabet har rullet fiber ud, have betydning.
Høringsfristen er 21. august 2026, og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skal have truffet de endelige afgørelser inden årsskiftet.
Fibernet og sektorspecifik konkurrenceregulering
Teleloven indeholder regler, som har til formål at fremme konkurrence og investering i telesektoren. Reglerne følger af EU’s direktiver på området.
- I mange områder er der kun én fiberforbindelse ind til en husstand eller mindre erhvervsdrivende. Det giver fibernetselskabet kontrol over, hvilke bredbåndsudbydere der kan leje sig ind på dets net, og hvad bredbåndsudbyderne skal betale herfor.
- Ofte tilbyder fibernetselskabet selv internet til forbrugere over sine egne forbindelser. I de situationer sikrer reguleringen, at andre bredbåndsudbyderne kan konkurrere på lige vilkår med netselskabet. Blandt andet er der fastsat et prisloft for, hvor meget bredbåndsudbydere skal betale for at leje sig ind på fibernettet.
- Telelovens regler indebærer, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen som uafhængig telemyndighed skal træffe afgørelser, som løser de konkurrencemæssige udfordringer, som styrelsen har fundet. Afgørelserne gælder umiddelbart i fem år.
- De seneste afgørelser dækker perioden til og med 2026. Der skal i år træffes afgørelser for den kommende femårsperiode.
- Fibernetselskaber i de områder, hvor Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har vurderet, at der skal gribes ind, har mulighed for at afgive tilsagn, som forpligter dem til at løse konkurrenceproblemerne. Hvis ikke det er muligt, vil styrelsen pålægge de relevante fibernetselskaber forpligtelser, der skal løse konkurrenceproblemerne.
- Før de endelige afgørelser kan træffes, har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen været i dialog med de pågældende fibernetselskaber og andre relevante aktører, og der er gennemført flere høringsprocesser. Styrelsen har udarbejdet omfattende analyser både for at kunne identificere konkurrenceproblemerne og for at kunne vurdere, hvad der skal til for at løse dem. Når der fastsættes prislofter for lejen, anvender Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen en særlig teknoøkonomisk model, som kan estimere omkostningerne ved at udbygge og drifte fibernet i Danmark. Modellen er udarbejdet af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i samarbejde med internationale konsulenter.
- Fra den 1. oktober 2025 har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen overtaget ansvaret for telekonkurrenceområdet fra Erhvervsstyrelsen.
Link:
- Se udkast til afgørelser for 13 fibernetselskaber
- Læs pressemeddelelsen ”Fibernetselskaber med stærk markedsposition vil afgive tilsagn” (februar 2026)
- Læs pressemeddelelsen ”Teleklagenævnet afviser TDC-klage over Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens sagsbehandling” (juni 2026)
- Læs mere om telekonkurrenceområdet
Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.