Artikel
Krydsejerskab i Danmark
I denne artikel beskrives for første gang omfanget af krydsejerskab i Danmark for ca. 651.000 virksomheder. I mange danske brancher har krydsejerskab stort set ingen betydning, men der er nogle brancher, hvor graden af krydsejerskab kombineret med graden af koncentration har et omfang, som kan påvirke konkurrencen på markedet negativt.
Når en virksomhed direkte eller indirekte ejes af en konkurrerende virksomhed, kan det mindske disse virksomheders incitament til at konkurrere om kunder gennem eksempelvis lavere priser.
Forbrugervelfærden kan således i sidste ende reduceres i markeder med horisontalt krydsejerskab. De i artiklen præsenterede redskaber til måling af krydsejerskab giver bedre mulighed for at vurdere konkurrencen og træffe afgørelser til gavn for forbrugerne.