Udenlandske subsidier ved offentlige udbud
Gældende regler for virksomheder
Her finder du reglerne for udenlandske subsidier ved offentlige udbud med en forventet værdi på mindst 250 mio. euro. Reglerne for virksomheder trådte i kraft den 12. oktober 2023.
Forordning om udenlandske subsidier
EU´s forordning om udenlandske subsidier er et supplement til EU´s eksisterende statsstøtteregler om håndtering af konkurrencefordrejning på det indre marked. Reglerne udgøres af forordning (EU) 2022/2560 af 14. december 2022 suppleret med gennemførselsforordning (EU) 2023/1441 af 10. juni 2023. Forordningen dækker både fusions- og udbudsområdet.
Hent forordning (EU) 2022/2560 af 14. december 2022 ( europa.eu)
Hent Kommissionens gennemførselsforordning (EU)2023/1441 af 10. juni 2023 (europa.eu)
Udenlandske subsidier ved offentlige udbud
Formålet med de dele af forordningen, der omhandler offentlige udbudsprocedurer, er at undgå fordrejninger af konkurrencen i offentlige udbud ved at virksomheder får eller har fået udenlandske, finansielle bidrag. Dette fremgår af forordningens artikel 3, stk. 1 og artikel 27.
Artikel 3, stk. 1.
Stk.1. [...] der anses at foreligge udenlandske subsidier, når et tredjeland direkte eller indirekte yder et finansielt bidrag, der medfører en fordel for en virksomhed, som udøver en økonomisk aktivitet i det indre marked, og når dette bidrag retligt eller faktisk er begrænset til én eller til flere virksomheder eller industrier.
Artikel 27
Ved udenlandske subsidier, der forårsager eller risikerer at forårsage konkurrencefordrejninger i en offentlig udbudsprocedure, forstås udenlandske subsidier, der gør det muligt for en økonomisk aktør at afgive et tilbud, der er uberettiget fordelagtigt i forhold til de pågældende bygge- og anlægsarbejder, varer eller tjenesteydelser [...]
Virksomheders anmeldelses- og samarbejdspligt
De situationer, hvor virksomheder (og ordregivere) får nye pligter er fastlagt i forordningens artikel 28. Centralt er, at den samlede forventede værdi af den udbudte kontrakt skal være 250 mio. euro eller derover før pligterne aktiveres.
Såfremt et udbud af den størrelse er opdelt i delkontrakter, har en virksomhed anmeldelsespligt, når delkontrakterne er 125 mio. euro eller derover.
I sin anmeldelse skal virksomheder oplyse om, hvorvidt de har modtaget udenlandske, finansielle bidrag i op til tre år forud for selve anmeldelsen.
Artikel 28, stk. 1-2
Stk. 1. Med henblik på denne forordning anses et anmeldelsespligtigt udenlandsk finansielt bidrag i en offentlig udbudsprocedure at foreligge, når:
a) den anslåede værdi af det pågældende offentlige udbud eller rammeaftalen, eksklusive moms, beregnet i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 8 i direktiv 2014/23/EU, artikel 5 i direktiv 2014/24/EU og artikel 16 i direktiv 2014/25/EU, eller et specifikt udbud i henhold til det dynamiske indkøbssystem er på mindst 250 mio. EUR, og
b) økonomiske aktører, herunder dennes datterselskaber uden kommerciel autonomi, dennes holdingselskaber og, hvor det er relevant, de vigtigste underentreprenører og leverandører, der er involveret i det samme tilbud i den offentlige udbudsprocedure, fik tildelt finansielle bidrag i de tre år forud for anmeldelsen eller, hvis det er relevant, den ajourførte anmeldelse, på i alt mindst 4 mio. EUR pr. tredjeland.
Stk. 2. Hvis den ordregivende myndighed eller ordregivende enhed beslutter at opdele udbuddet i delkontrakter, anses der for at foreligge et anmeldelsespligtigt udenlandsk finansielt bidrag i en offentlig udbudsprocedure, når den anslåede værdi af udbuddet, eksklusive moms, overstiger den tærskel, der er fastsat i stk. 1, litra a), og værdien af delkontrakten eller den samlede værdi af alle delkontrakterne, som tilbudsgiveren ansøger om, er på mindst 125 mio. EUR, og det udenlandske finansielle bidrag er på mindst den tærskel, der er fastsat i stk. 1, litra b).
Pligt til at anmelde om støtte
En virksomhed har pligt til at anmelde om den modtager eller har modtaget finansielle bidrag fra lande uden for EU, når den byder på offentlige udbud med en forventet kontraktværdi på 250 mio. euro og derover. Pligten gælder uanset om det fremgår af udbudsbekendtgørelsen eller ej. Anmeldelsen skal som udgangspunkt ske samtidig med afgivelse af selve tilbuddet dvs. inden tilbudsfristens udløb.
Artikel 29 stk. 1.
Stk. 1. Hvis betingelserne for anmeldelse af finansielle bidrag i overensstemmelse med artikel 28, stk. 1 og 2, er opfyldt, anmelder de økonomiske aktører, der deltager i en offentlig udbudsprocedure, alle udenlandske finansielle bidrag som defineret i artikel 28, stk. 1, litra b), til den ordregivende myndighed eller den ordregivende enhed.
I alle andre tilfælde anfører de økonomiske aktører i en erklæring alle udenlandske finansielle bidrag, der er modtaget, og bekræfter at de udenlandske finansielle bidrag, der er modtaget, ikke er anmeldelsespligtige i overensstemmelse med artikel 28, stk. 1, litra b).
Ved et offentligt udbud indgives anmeldelsen eller erklæringen kun én gang sammen med tilbuddet. I en trinvis procedure, der består af flere trin, indgives anmeldelsen eller erklæringen to gange, først sammen med ansøgningen om deltagelse og derefter som en ajourført anmeldelse eller ajourført erklæring sammen med det afgivne tilbud eller det
endelige tilbud.
Artikel 28 stk. 6
Stk. 6. Den ordregivende myndighed eller den ordregivende enhed [skal] angive i udbudsbekendtgørelsen eller, hvis der gennemføres en procedure uden forudgående offentliggørelse, i udbudsdokumenterne, at de økonomiske aktører er omfattet af anmeldelsespligten i artikel 29. Manglende angivelse heraf berører [...] ikke anvendelsen af denne forordning på kontrakter, der falder ind under dens anvendelsesområde.
Pligt til at samarbejde med EU-Kommissionen
Virksomheden har pligt til at samarbejde. Ved manglende samarbejde eller afgivelse af urigtige, ufuldstændige eller vildledende oplysninger kan EU-Kommissionen pålægge bøder, afvise virksomhedens tilbud eller pålægge ordregiver at afvise tilbuddet.
Artikel 17, stk. 1
Stk. 1. Kommissionen kan ved afgørelse pålægge en virksomhed eller en virksomhedssammenslutning bøder og/eller tvangsbøder, hvis den forsætligt eller uagtsomt:
a) afgiver ufuldstændige, urigtige eller vildledende oplysninger som svar på en anmodning om oplysninger [...] , eller ikke afgiver oplysningerne inden for den fastsatte frist
b) fremlægger de anmodede regnskabsbøger eller andre forretningspapirer i ufuldstændig form under [...] omhandlede kontrolundersøgelser
c) som svar på et spørgsmål, der er stillet i overensstemmelse med artikel 14, stk. 2, litra c),
i) afgiver et urigtigt eller vildledende svar
ii) undlader inden for den af Kommissionen fastsatte frist at berigtige et urigtigt, ufuldstændigt eller vildledende svar afgivet af en ansat, eller
iii) undlader eller afslår at afgive et fyldestgørende svar i forbindelse med forhold, der vedrører genstanden for og formålet med en kontrolundersøgelse, der er beordret ved en afgørelse vedtaget i henhold til artikel 14, stk. 3
d) nægter at underkaste sig kontrolundersøgelser, der er påbudt i overensstemmelse med artikel 14, eller har brudt den i artikel 14, stk. 2, litra d), omhandlede forsegling, eller
e) undlader at overholde betingelserne for aktindsigt eller betingelserne for videregivelse af oplysninger, som Kommissionen har pålagt i henhold til artikel 42, stk. 4
Artikel 29, stk. 3-4
Stk. 3. (...)Tilbud eller ansøgninger om deltagelse fra økonomiske aktører, der er omfattet af forpligtelserne i denne artikel, og som i sidste ende ikke er ledsaget af den anmeldelse eller erklæring, der er indgivet i overensstemmelse med stk. 1, på trods af en anmodning fra den ordregivende myndighed eller ordregivende enhed i overensstemmelse med dette stykke, erklæres for ukorrekte og afvises af den ordregivende myndighed eller ordregivende enhed. Den ordregivende myndighed eller ordregivende enhed underretter Kommissionen om denne afvisning.
Stk. 4. [...] Hvis Kommissionen finder, at anmeldelsen er ufuldstændig, meddeler den sine konklusioner til den ordregivende myndighed eller ordregivende enhed og de berørte økonomiske aktører og anmoder om, at den økonomiske aktør færdiggør indholdet inden for 10 arbejdsdage. Hvis en anmeldelse, der ledsager et tilbud eller en ansøgning om deltagelse, fortsat er ufuldstændig på trods af en anmodning fra Kommissionen i overensstemmelse med dette stykke, vedtager Kommissionen en afgørelse, hvorved tilbuddet erklæres for ukorrekt. I nævnte afgørelse anmoder Kommissionen også den ordregivende myndighed eller ordregivende enhed om at vedtage en afgørelse om afvisning af et sådant ukorrekt tilbud eller en sådan ukorrekt ansøgning om deltagelse.
Virksomheder omfattet
Enhver virksomhed, der er er ansøger, tilbudsgiver, vigtig leverandør eller underleverandør i et offentligt udbud med en kontraktværdi på 250 mio. euro eller derover, er omfattet af pligterne til at anmelde om udenlandsk støtte og samarbejde.
Artikel 29, stk. 5
Pligten [...] gælder for økonomiske aktører, sammenslutninger af økonomiske aktører [...] samt for de vigtigste underentreprenører og vigtigste leverandører, der er kendt på tidspunktet for indgivelsen af den fuldstændige anmeldelse eller erklæring eller den fuldstændige ajourførte anmeldelse eller erklæring.
Med henblik på denne forordning anses underentreprenører eller leverandører for vigtige, hvis deres deltagelse sikrer centrale elementer i kontraktens gennemførelse, og i alle tilfælde, hvor
den økonomiske andel af deres bidrag overstiger 20 % af værdien af det afgivne tilbud.
Find udtømmende beskrivelser om regler og krav
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen henviser til forordningens samlede artikel 27 - 33 for en udtømmende beskrivelse af alle proceskrav og sagsbehandlingstrin.
Gå til forordning (EU) 2022/2560 af 14. december 2022( europa.eu)
Guide til virksomheder
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har udarbejdet en guide, hvor virksomheder kan få overblik over pligterne til at samarbejde og anmelde om finansielle bidrag samt hvordan det skal gøres.
Ofte stillede spørgsmål
Europa-Kommissionens generaldirektorat er ansvarlig for at vejlede om forordningens regler, de nye procedurer samt udfyldelse af formularer.
Virksomheder kan finde svar på spørgsmål i Europa-Kommissionens FAQ eller kontakte Kommissionen på mail.

Læs artikel om emnet
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen udgav i september 2023 artiklen "Nye pligter for ordregivere og virksomheder der modtager finansiel støtte fra lande uden for EU".