Vejledning
Vejledning om rette sagsøgte efter konkurrencelovens paragraf 20, stk. 3
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har erfaret, at der kan herske tvivl om, hvem der bør sagsøges, når en virksomhed eller person ønsker at indbringe Konkurrenceankenævnets afgørelse for domstolene. I praksis er det muligt at anlægge sag mod såvel Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen som mod Konkurrenceankenævnet.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og Konkurrenceankenævnet har drøftet denne problemstilling og er enige om, at det i sådanne sager er hensigtsmæssigt, dels at der kun er én sagsøgt, dels at det er Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der sagsøges. Det gælder uanset, at retssagens genstand er Konkurrenceankenævnets kendelse. Hermed sikres det, at Konkurrenceankenævnets sekretariat ikke belastes unødigt, og at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan tilvejebringe de faktuelle oplysninger mv., som måtte være nødvendige i forbindelse med retssagen.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og Konkurrenceankenævnet anbefaler derfor, at søgsmål efter konkurrencelovens § 20, stk. 3, kun rettes mod Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen tilkendegiver samtidig, at styrelsen - i overensstemmelse med hidtidig praksis - ikke vil anfægte, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er rette sagsøgt i en sag, hvor Konkurrenceankenævnets kendelse indbringes for domstolene efter konkurrencelovens § 20, stk. 3.