Vejledning
Vejledning om kommunikation i brancheforeninger og konkurrence-reglerne
Vejledningen er en revidering af og erstatter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens vejledning om informationsaktiviteter i brancheforeninger fra 2014. Vejledningen er blandt andet blevet opdateret med ny retspraksis, nye praktiske eksempler samt i overensstemmelse med EU-Kommissionens retningslinjer for horisontale samarbejdsaftaler fra 2023.
Formålet med vejledningen er at udbrede brancheforeningers og deres medlemmers kendskab til konkurrencereglerne, herunder særligt hvilke muligheder og begrænsninger konkurrencereglerne medfører i forhold til brancheforeningers kommunikation og medlemsrettede aktiviteter.
God kommunikation fra og samarbejde i brancheforeninger bidrager til en effektiv konkurrence til gavn for forbrugerne, som vil opleve lavere priser og højere kvalitet, samt at de har flere produkter at vælge imellem. Kommunikation fra brancheforeninger kan imidlertid også føre til ensretning eller koordinering af medlemmernes adfærd, som kan være til skade for konkurrencen.
Vejledningen giver en overordnet indføring i den konkurrenceretlige vurdering af de mest udbredte former for kommunikation i brancheforeninger. Vejledningen behandler både envejskommunikation fra brancheforeninger og udveksling af oplysninger om, med eller mellem de enkelte medlemmer af brancheforeninger.
Vejledningen er blevet til i tæt dialog med en række brancheforeninger, som har bidraget med vigtig viden og erfaring.
Vejledningen henvender sig til brancheforeninger og deres medlemmer, men den er også relevant og nyttig for andre aktører, fx virksomheder og juridiske rådgivere.