Afgørelse

Nummer

Emner

  • § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler

Salgskontoret A/S De Forenede Teglværker

Konkurrencerådet forbyder selvstændige teglværkers samarbejde om fælles salg af mursten

Pressemeddelelse - 27. januar 1999

Konkurrencerådet har på sit møde i dag forbudt de samarbejdsaftaler, der er indgået imellem 9 selvstændige teglværker og salgskontoret De Forenede Teglværker om salg og markedsføring af teglværkernes produkter.

De Forenede Teglværker har retten til at sælge og eneretten til at markedsføre de deltagende teglværkers murstensproduktion. De deltagende teglværker varetager produktionen af teglsten, men har således overladt alle markedsføringstiltag til salgskontoret. De Forenede Teglværker er ejet (direkte eller indirekte) af 8 af de i samarbejdet deltagende teglværker.

De Forenede Teglværker har en markedsandel på omkring 30 % af markedet for teglmursten og lignende teglprodukter .

De Forenede Teglværker og de 9 selvstændige teglværker havde anmeldt deres samarbejde til Konkurrencerådet i henhold til konkurrenceloven og ansøgt om en fritagelse fra forbuddet mod at indgå konkurrencebegrænsende aftaler, fordi teglværkerne ved samarbejdet om fælles salg og markedsføring med De Forenede Teglværker opnår større effektivitet. Rådet fandt imidlertid, at de fordele teglværkerne opnår, ikke opvejes af de negative virkninger samarbejdet har på konkurrencen imellem de deltagende teglværker.

Aftalekomplekset skal derfor ophæves senest 1. maj 1999.