Afgørelse
Nummer
METS-14/06592
Emner
- § 12 - Fusionskontrol
Danish Agro a.m.b.a.'s erhvervelse af enekontrol over DLA Agro a.m.b.a.
Konkurrencerådet godkender grovvarefusioner med tilsagn Danish Agro har afgivet flere tilsagn for at få Konkurrencerådets godkendelse af to fusioner på grovvareområdet. Tilsagnene fjerner de konkurrencemæssige betænkeligheder, som rådet har haft ved fusionerne.
Direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Agnete Gersing, siger:
Danish Agro har i dag fået godkendt to fusioner på grovvareområdet, hvor Konkurrencerådet vurderede, at der kunne være konkurrencemæssige problemer. I begge tilfælde har Danish Agro givet tilsagn, der har fjernet rådets betænkeligheder. Det gavner landmændene og i sidste ende forbrugerne.
Fusionen med Dan Agro betyder, at der forsvinder en selvstændig aktør fra fjerkræfodermarkedet, der i forvejen er kendetegnet ved få, store spillere. Frasalget af de to foderfabrikker og de øvrige tilsagn åbner for, at andre konkurrerende grovvareselskaber kan træde ind på markedet.
Danish Agros tilsagn giver konkurrerende grovvareselskaber muligheder for at indkøbe foderråvarer på samme vilkår som Danish Agro. Tilsagnene forhindrer også, at Danish Agro får adgang til fortrolig viden om konkurrenternes indkøb.
Konkurrencerådet har i dag godkendt, at Danish Agro overtager Dan Agro, der ejer grovvareselskabet Hedegaard Agro, samt DLA Agro, der køber ind for en række danske og nordeuropæiske grovvareselskaber.
Danish Agro har i alt afgivet 13 bindende tilsagn for at opnå Konkurrencerådets godkendelse af de to fusioner.
Konkurrencerådet vurderer, at Danish Agros tilsagn samlet set eliminerer de konkurrencemæssige problemer ved fusionerne.
Formålet med tilsagnene er at give andre grovvareselskaber forskellige muligheder for at indtræde på fjerkræfodermarkedet. Blandt andet forpligter Danish Agro sig til at frasælge to foderfabrikker, der begge er godkendt til produktion af fjerkræfoder, til Hornsyld Købmandsgaard og Mollerup Mølle per dags dato.
Tilsagnene giver desuden andre grovvareselskaber adgang til indkøb af foderråvarer, planteværn og gødning på samme vilkår som Danish Agro. Herudover sikrer de, at Danish Agro ikke har adgang til fortrolig viden om konkurrenternes indkøb.
Danish Agro og Dan Agro, der ejer Hedegaard Agro, er begge aktive inden for blandt andet produktion og salg af færdigfoder til svin, kvæg og fjerkræ samt salg af gødning, planteværn, såsæd, premix, foderfedt og foderråvarer til landbruget.
Danish Agro besidder inden fusionen mere end 50 procent af aktierne i Dan Agro, men har på grund af et stemmeloft i selskabets vedtægter ikke haft kontrol over Dan Agro. Stemmeloftet ophæves som følge af fusionen.
DLA Agro indkøber foderråvarer, gødning, planteværn samt ensilerings- og høstprodukter for en række danske og nordeuropæiske grovvareselskaber, heriblandt Danish Agro.
For yderligere information kontakt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98.
Ankehistorik
-
Afgørelser om bøder
-
Afgørelser om bøder
-
Civilretlige domme
Sø-og Handelsretten: Hugo Boss Nordic ApS mod Konkurrencerådet
-
Ankenævnskendelser
-
Rådsafgørelser