Afgørelse

Nummer
20/10036

Emner

  • § 6 / art. 101 - konkurrencebegraensende aftaler

Markedsdeling i Botex (genoptaget)

Konkurrencerådet har afgjort, at den frivillige kæde Botex, der består af selvstændige butikker, har overtrådt konkurrenceloven. Medlemmerne af kæden har aftalt ikke at husstandsomdele reklamer i hinandens områder og har dermed begrænset konkurrencen. Konkurrencerådet skal for første gang indbringe sagen for Sø- og Handelsretten med henblik på bøde.

Konkurrencerådet har afgjort, at Boligtextilbranchens Indkøbsservice A.M.B.A. (Botex) har overtrådt konkurrencelovens forbud mod konkurrencebegrænsende samarbejde.

Det er inden for Botex-kæden aftalt, at hvert medlem blev tildelt et markedsføringsområde defineret ud fra postnumre, hvori andre medlemmer af Botex ikke måtte markedsføre sig via husstandsomdelte reklamer. Overtrædelsen har i hvert fald fundet sted i 12 år fra maj 2009 til august 2021.

Konkurrencerådet påbyder Botex straks at ophøre med den ulovlige adfærd samt fremover at afstå fra samme eller tilsvarende adfærd. Konkurrencerådet indbringer sagen for Sø- og Handelsretten med henblik på, at Botex-kæden idømmes en bøde.

Det er første gang, Konkurrencerådet skal indbringe en sag med påstand om bøde ved Sø- og Handelsretten, efter en ændring af konkurrenceloven trådte i kraft 4. marts 2021. Lovændringen medførte et nyt civilt bødesystem, som giver Konkurrencerådet mulighed for at indbringe sager for domstolene med henblik på udmåling af civile bøder samt for at udstede bødeforelæg til virksomheder.

Botex er en landsdækkende, frivillig kæde, som består af 24 selvstændige andelshavere, som hver ejer én eller flere Botex-butikker og/eller gardinbusser, som forhandler boligtekstiler.

Ankehistorik