Afgørelse
Nummer
2:800-5 TPH
Fastlæggelse af forsyningspligtpriser for Tele Danmark
Rådsmødet den 28. januar 1998
Som led i liberaliseringen af telesektoren er Tele Danmark blevet pålagt en forsyningspligt for en række teleydelser, hovedsageligt taletelefoni. Ifølge en bekendtgørelse om forsyningspligtydelser skal Telestyrelsen fastsætte maksimalpriser for Tele Danmark på baggrund af et oplæg fra selskabet. I Telestyrelsens grundlag for vurderingen skal indgå en udtalelse fra Konkurrencerådet om de konkurrenceretlige aspekter.
Tele Danmark fremsendte forslag til 1998-priser og foreløbige 1999-priser den 15. december 1997 om aftenen. Konkurrencerådet blev af Telestyrelsen anmodet om at fremkomme med en udtalelse senest den 18. december 1997.
Konkurrencestyrelsen udarbejdede en konkurrenceretlig vurdering af prisforslagene, som blev forelagt det tidligere Konkurrenceråds forretningsudvalg onsdag den 17. december 1997. .
Det fremgår af udtalelsen, at Konkurrencerådet (ved forretningsudvalget) har taget priserne til efterretning. Det fremgår videre af udtalelsen, at det foreliggende omkostningsgrundlag for bedømmelsen af prisfastsættelsen ikke var optimalt, idet der ikke i tilstrækkelig grad var taget hensyn til mulige dynamiske effekter og effektivisering. Der blev derfor lagt vægt på, at det med Telestyrelsen er aftalt at gennemføre en omkostningsanalyse af Tele Danmark i løbet af 1998 med henblik på at sikre, at priserne fremover afspejler de faktiske omkostninger set i forhold til vilkårene på et effektivt, dynamisk og konkurrencebetonet marked.
At forløbet omkring prisfastsættelsen blev så sammenpresset skal søges i den omstændighed, at selve bekendtgørelsen, (der politisk fastlægger de rammer, bl.a. om indførelse af miniabonnementer, som Tele Danmark kunne fastsætte priserne indenfor) først blev til efter en længere politisk proces. Bekendtgørelsen blev først udstedt den 5. december 1997. Erhvervsministeriet afgav høringssvar på bekendtgørelsen, bl.a. på baggrund af et notat fra Konkurrencestyrelsen. Høringssvaret findes i forbindelse med Telestyrelsens og Konkurrencestyrelsens presemeddelelse af 29/12 1997.
Fremover vil proceduren for prisfastsættelsen være lagt i faste rammer. Priserne for 1999 er forhåndsgodkendt medmindre ændringer i kundesammensætning eller forbrugsmønstre nødvendiggør justeringer, med henblik på at overholde de lovmæssige krav til det maksimale antal miniabonnementer og regningsstigninger. Tele Danmark skal senest 1. juni 1998 fremkomme med oplysninger herom.
Ligeledes pr 1. juni 1998 skal Tele Danmark fremkomme med forslag til priser for år 2000, som skal endelig fastsættes af Telestyrelsen den 1. september 1998.
Der vil i denne fase ske forelæggelse af priserne for Konkurrencerådet, med henblik på vedtagelse af en (bindende) konkurrenceretlig udtalelse til Telestyrelsen.
Konkurrencerådet vil endvidere få forelagt og skulle tage stilling til principperne for den omkostningsanalyse, der er forudsat udarbejdet for Tele Danmark, med henblik på fastlæggelse af de konkurrenceretlige principper for den fremtidige prisfastsættelse.
Til orientering kan det endelig oplyses, at EU-Kommissionen som svar på et spørgsmål fra Europaparlamentet har peget på at miniabonnementet gælder småkunder, som alligevel ikke er konkurrenternes mål, at miniabonnementet er et tilbud og ikke tvang samt at kun en mindre del af kunderne omfattes.