Afgørelse
Nummer
2:8032-911/Fødevarer/finans, lhh
Samarbejdsaftaler mellem Tele Danmark A/S og DanaData A/S ikke omfattet af konkurrencelovens § 6
Meddelelse til DanaData A/S, at henholdsvis en købsaftale og en agentaftale som er indgået med Tele Danmark A/S ikke er omfattet af konkurrencelovens § 6. Der kan derfor meddeles en erklæring efter § 9.
Rådsmødet den 29. marts 2000
Konkurrencestyrelsen har meddelt DanaData A/S, at henholdsvis en købsaftale og en agentaftale som er indgået med Tele Danmark A/S ikke er omfattet af konkurrencelovens § 6. Der kan derfor meddeles en erklæring efter § 9.
Såvel købsaftalen som agentaftalen er indgået som led i en virksomhedsoverdragelse, hvorefter Tele Danmark A/S overdrager sine aktier i DanaData A/S til Merkantildata ASA. Aftalerne skal således sikre, at den eksisterende samhandel mellem DanaData A/S og Tele Danmark A/S opretholdes i en overgangsperiode.
I henhold til købsaftalen forpligter Tele Danmark A/S sig til som minimum at aftage en vis procentdel af sit og 100%-ejede datterselskabers forbrug af EDB-ydelser, som indgår i DanaData’s sortiment og som samtidig er omfattet af statsrammeaftalerne. Ydelserne omfatter hardware, software og uddannelses- og konsulentydelser. Aftalen er uopsigelig i 3 år. Såfremt aftalen ikke opsiges til udløb på 3-års dagen, fortsætter denne uopsigeligt i en yderligere periode på 2 år.
Agentaftalen forpligter DanaData A/S til aktivt at formidle salg af datatransmissionskapacitet og lignende teletjenester for Tele Danmark A/S. Aftalen har samme bestemmelser om opsigelse som købsaftalen.
Styrelsen har fundet, at købsaftalen falder inden for ordlyden af Kommissionens meddelelse om accessoriske begrænsninger. DanaData A/S har en beskeden andel af markedet, og der findes et betydeligt antal andre leverandører indenfor IT og kommunikation, der kan levere ydelser i henhold til statsrammeaftalerne.
Agentaftalen indeholder ikke bestemmelser om eksklusivitet eller andre konkurrencebegrænsende elementer.
Styrelsen har meddelt, at de anmeldte aftaler ikke indeholder bestemmelser, der er omfattet af forbuddet i konkurrencelovens § 6. Aftalerne kan gives ikke-indgrebserklæring efter konkurrencelovens § 9.