Afgørelse
Nummer
2:8032-103, jf/fødevarer-finans
Steff-Houlbergs vedtægter
Meddelelse om en ikke-indgrebserklæring til Steff-Houlbergs vedtægter efter konkurrencelovens § 9.
Konkurrencestyrelsen har meddelt en ikke-indgrebserklæring til Steff-Houlbergs vedtægter efter konkurrencelovens § 9, idet disse, efter de oplysninger som styrelsen har kendskab til, ikke falder ind under forbuddet i konkurrencelovens § 6. Vedtægterne er anmeldt 24. juni 1998.
Steff-Houlberg er et svineslagteri med ca. 3000 andelshavere.
Der er ved afgørelsen lagt vægt på følgende forhold:
Andelshaverne har leveringspligt, men det må tillægges vægt, at andelshaverne kan træde ud af selskabet med 2 års varsel til udgangen af en måned. På den baggrund finder styrelsen, at pligten til eksklusiv levering ikke er omfattet af konkurrencelovens § 6, stk. 1.
Andelshaverne forpligter sig til at indskyde kapital i selskabet. Denne udbetales over 5 år ved udtræden. Bindingen af andelshavernes kapital i selskabet kan efter styrelsens vurdering ikke antages at indebære nogen mærkbar begrænsning af konkurrencen. Der henvises herved til Konkurrencerådets afgørelse om DLG den 26. april 2000.