Afgørelse
Nummer
3/1120-0301-0329/FI/PR
Emner
- § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler
- § 11 / art. 102 - misbrug af dominerende stilling
Regelsæt for brug af Lurmærkerne
Mejeriforeningen fik meddelt erklæring om ikke-indgreb i forhold til foreningens regelsæt for brug af Lurmærkerne, da regelsættet ikke var omfattet af forbuddene mod konkurrencebegrænsende aftaler eller misbrug af dominerende stilling.
Rådsmødet den 24. november 2004
Konkurrencestyrelsen har meddelt Mejeriforeningen, at regelsæt for brug af Lurmærkerne ikke efter de forhold, som Konkurrencestyrelsen er bekendt med, indeholder bestemmelser, der kan falde ind under forbuddet i konkurrencelovens § 6, stk. 1, og der kan derfor meddeles en erklæring om ikke-indgreb i medfør af § 9.
Styrelsen har endvidere meddelt Mejeriforeningen, at der i anmeldelsen af regelsættet ikke er peget på nogen adfærd, der kan vurderes i forhold til § 11, stk. 1, og styrelsen har heller ikke fra anden side fået oplysninger om adfærd fra Mejeriforeningens side i relation til det anmeldte regelsæt, som kan vurderes i forhold til konkurrencelovens § 11, stk. 1, jf. § 11, stk. 5.
Mejeriforeningen er en brancheforening af danske mejerivirksomheder og virksomheder, der fremstiller mælkeprodukter m.v. Det er Mejeriforeningen, der har fastlagt reglerne og som ejer varemærkerettighederne til LURPAK-mærket.
Det anmeldte regelsæt vedrører brugen af Lurmærkerne. Der er i regelsættet bestemmelser om på hvilke produkter mærkerne kan anvendes. Det drejer sig om mejeriprodukter, der er fremstillet af dansk mælk og som er emballeret i Danmark. Samtidig er der krav til de respektive produkters sammensætning, indhold af salte, vand, bakterier m.v.
Der er en bestemt kontrolprocedure i forbindelse med overholdelse af specifikationerne, ligesom der pålægges bøder til producenter, der ikke kan over-holde specifikationerne. Ved gentagne overtrædelser kan retten til at bruge Lurmærket fratages en producent.
Mejeriforeningen koordinerer markedsføringen af Lurmærkerne og forestår en del af markedsføringen. Denne markedsføring finansieres af markedsføringsafgiften, der opkræves hos producenterne og er volumenafhængig. Også de opkrævede bøder indgår i markedsføringsbudgettet.
Ved vurderingen af sagen har Konkurrencestyrelsen lagt til grund, at det relevante produktmarked og det relevante geografiske marked skal afgrænses til adgangen til rettigheder for mærker til smør- og blandingsprodukter samt husholdningsmargarine, der fremstilles i Danmark. Denne markedsafgrænsning er i overensstemmelse med vurderingen i en tidligere sag, som også vedrørte Lurmærkerne, nemlig Konkurrencerådets afgørelse af 18. december 2002, ”Klage fra Fanø Mejeri over Mejeriforeningens administration af Lurpakreglerne.”
Der er tale om et garantimærke, hvor der er opsat kriterier for, hvorledes de forskellige produkter opfylder de overordnede kvalitetskrav, der nødvendigvis må være knyttet til et sådan garantimærke. Alle virksomheder, der producerer produkter, der opfylder disse kvalitetskrav, har mulighed for at få tilladelse til anvendelse af Lurmærket – uanset om virksomheden er medlem af Mejeriforeningen.
Konkurrencestyrelsen vurderer, at aftaler, der alene går ud på at anvende et fælles kvalitets- eller garantimærke for at kendetegne varer af en bestemt kvalitet, og som alle konkurrenter kan deltage i på lige vilkår, som hovedregel falder uden for forbuddet i konkurrencelovens § 6, stk. 1.
Der er tale om en række ændringer i det anmeldte regelsæt – ændringer, der i vidt omfang er affødt af Konkurrencerådets afgørelse i klagen fra Fanø Mejeri. Fanø Mejeri var på daværende tidspunkt ikke medlem af Mejeriforeningen, og fik derfor ikke løbende indsigt i Mejeriforeningens markedsføringstiltag m.v. Med afgørelsen fastslog rådet, at Mejeriforeningen havde misbrugt sin dominerende stilling ved ikke at have givet Fanø Mejeri rimelig adgang til sådanne oplysninger, og Mejeriforeningen blev påbudt i højere grad at give Fanø Mejeri indsigt i markedsføringsaktiviteterne.
Mejeriforeningen bekræftede at ville efterkomme rådets afgørelse, men inden der var vedtaget nye procedurer for dette, afhændede den daværende ejer af Fanø Mejeri imidlertid Fanø Mejeri. Fanø Mejeri er nu medlem af Mejeriforeningen.
Mejeriforeningen har nu udarbejdet en procedure for, hvorledes deltagerne får indsigt i markedsføringsaktiviteterne. Der foreligger ikke indsigelser mod denne og Konkurrencestyrelsen vurderer, at regelsættet falder uden for konkurrencelovens forbudsbestemmelser.